Nyhed
24.09.2008
Gør dit arrangement tilgængeligt for alle!
Guiden ’’Planlægning af arrangementer for alle’’ er nu færdig og ligger ligger klar til brug.
Guiden er udviklet i samarbejde med projektkommunerne. Desuden har handicaporganisationerne haft mulighed for at komme med kommentarer og tilføjelser til indholdet.
Guidens formål
Guidens formål er at hjælpe kommunale arrangører med at gøre kommunens arrangementer tilgængelige for alle. Der kan for eksempel være tale om arrangementer som borgermøder, foredrag, konferencer, teaterforestillinger, festivaler, koncerter, sportsstævner, foreningsmøder osv.
Selv om guiden er skrevet med henblik på planlægningen af kommunale arrangementer, kan den bruges af alle arrangører, der ønsker at gøre et arrangement tilgængeligt for alle.
Tænk på alle handicapgrupper
Mange er nok tilbøjelige til udelukkende at tænke på fysisk tilgængelighed, når man skal gøre et arrangement tilgængeligt. Men der er mange andre former for funktionsnedsættelser end de motoriske, man bør tage hensyn til. For eksempel kan der være deltagere, der har en kognitiv funktionsnedsættelse, en psykisk sygdom, en hørenedsættelse, en synsnedsættelse, er ordblinde eller har allergi.
Planlægningen fra start til slut
Skal man gøre et arrangement tilgængeligt for alle, må man se på hele planlægningsprocessen før, under og efter arrangementet. Man kan for eksempel overveje spørgsmål som: Hvordan vil jeg markedsføre mit arrangement? Hvordan vil jeg kommunikere og formidle informationer på selve dagen? Hvordan kan jeg planlægge indholdet af arrangementet, så det er tilgængeligt for alle? osv.
Læs Guiden Planlægning af arrangementer her >>
