Projekt Mainstreaming af handicapområdet

Sitemap

Nyhed

Print

20.06.2007

Projektdeltagelsen skal give resultater

”Når man deltager i et projekt, indebærer det, at der bliver sat fokus på en problemstilling. Der bliver brugt tid og engagement på at ændre noget til det bedre. Her i kommunen har vi valgt at sætte fokus på handicapområdet”, siger Kate Bøgh, socialdirektør i Middelfart Kommune.

Af Inger Hindhede Kjær

Kate Bøgh har været tidligt inde i processen som fortaler for projektet. Ikke blot fordi hun kunne se idéen med at mainstreame handicapområdet, men også fordi hun mener, at det kan være nødvendigt at hente viden og kompetencer udefra for at sætte skub i tingene. Nogle af fordelene kan for eksempel være, at kommunen ikke behøver at bruge tid på projektskrivelse, projektledelse m.m. I stedet er der andre, der påtager sig rollen. ”De kan holde os i ørerne og puste os i nakken”, som hun siger.

Målet er at undgå lappeløsninger

Ifølge Kate Bøgh er kommunens overordnede mål med deltagelse i projektet, at indtænke handicapaspektet allerede fra starten af:

”Noget af det vigtigste er, at vi ikke laver lappeløsninger, fordi vi i første omgang har glemt at indtænke handicapaspektet. Så kan det godt være, at vi senere hen siger: Den løsning er der ikke mulighed for at gennemføre. Vi vil for alt i verden godt undgå den situation, hvor vi siger: ’Ups, det havde vi ikke lige tænkt på!’ Gør vi det rigtigt fra starten, er vi jo også med til at sikre, at de økonomiske midler, bliver brugt på den rigtige måde.”

Sagsfremstillingerne kan blive bedre

Et af delprojekterne, som Middelfart Kommune deltager i, handler om at sikre, at handicapaspektet inddrages så tidligt som muligt på det politiske niveau. Det indebærer for eksempel, at kommunens medarbejdere i deres sagsfremstillinger, bliver bedre til at gennemskue, hvorvidt - og hvilket omfang - en sag har et handicapaspekt.

”Jeg er ikke sikker på, at man er lige opmærksom på at vurdere handicapaspektet i alle forvaltninger. Det, der er naturligt for os i Socialforvaltningen, er jo ikke nødvendigvis naturligt for alle andre forvaltninger. Der kommer forhåbentligt det ud af projektet, at alle bliver lige opmærksomme på handicapaspektet. Og så forventer jeg, at der udvikles et redskab, som gør det nemt for sagsbehandlere, uanset om man arbejder med handicapproblemstillinger i det daglige at vurdere, hvorvidt en sag har et handicapaspekt eller ej.”

Sagsfremstillinger til handicaprådet

Sagsfremstillingerne bliver sendt til høring i diverse råd i kommunen. Når det vedrører sagsfremstillinger, der har et handicapaspekt, vil sagerne typisk blive videresendt til kommunens handicapråd. Derfor er det vigtigt, at sagsfremstillingerne er tilstrækkeligt belyst. Det vil alt andet lige give handicaprådet et bedre grundlag for at komme med bemærkninger til en sag.

Selv om kommunen godt kan blive bedre til at præsentere sagsfremstillingerne, er Kate Bøgh ikke nervøs for, at handicapaspektet skal blive overset. Hun er overbevist om, at handicaprådet ser handicapaspektet, hvis det er der:

”Jeg tror, at vi er gode til at høre handicaprådet og vi sender betydeligt flere sager til høring end man gør i mange andre kommuner. Men for øjeblikket er det nok sådan, at handicaprådet selv skal læse ud af de høringer, de modtager, hvor handicapaspektet eventuelt måtte være. Vi påpeger det ikke over for dem. Men jeg er nu ikke så bekymret for, at de ikke tolker sig frem til handicapaspektet, for vi har et meget dygtigt handicapråd. Men vi kunne jo godt blive bedre til at udpege vinklerne for dem.”

Fokus på handicaptilgængelig web

Et andet delprojekt, som Middelfart Kommune deltager i, er udviklingen af et værktøj, der skal sikre, at kommunen hjemmeside bliver handicaptilgængelig. Selvom kommunens nye hjemmeside ifølge Kate Bøgh til en vis grad er tilgængelig, er der brug for et fortsat fokus på - og en fremtidig sikring af hjemmesidens tilgængelighed:

”Generelt set tror jeg ikke, at kommuner tidligere har været så opmærksomme på, at deres hjemmeside skulle være handicaptilgængelig. Her i kommunen har vi nok været opmærksomme på, hvilken placering vi fik på ’Bedst på nettet’, og halvhjertet forsøgt at nå en bedre placering på listen. Det niveau stiller vi os ikke tilfreds med i dag. Vi har brug for et langt større fokus på området og en viden om, hvad der skal til for at gøre en hjemmeside handicaptilgængelig for alle handicapgrupper. Ikke mindst fordi udviklingen går i retning af at hjemmesiderne indeholder flere og flere selvbetjeningsfaciliteter, som vores handicappede borgere naturligvis også skal have muligheden for at kunne anvende”.

En bedre kommunikation

Ifølge Kate Bøgh er der stor forskel på medarbejdernes kompetencer i forhold til mødet med den handicappede borger. Nogle medarbejdere har langt større rutine i at kommunikere med handicappede borgere end andre - alene af den grund, at der er forskel på hvor hyppigt den enkelte medarbejder møder dem i sin hverdag. Ifølge hende handler det om sikre, at alle medarbejdere har en grundlæggende viden om forskellige handicapgrupper, og hvordan en funktionsnedsættelse kan få konsekvenser i forhold til kommunikationen med andre mennesker:

”Formålet med projektet er også, at medarbejdere, der har den personlige kontakt med borgerne, bliver bedre klædt på til opgaven. De kompetencer, du bruger, når du kommunikerer med handicappede borgere, er jo de samme du bruger, når du kommunikerer med andre borgere. Så på den måde ser jeg også, at vi får et generelt kompetenceløft i forhold til kommunikationskompetencer.”

Resultaterne venter forude

Kate Bøgh forventer sig meget af projektet. Ikke blot i forhold til udviklingen af værktøjer og deres effekt i hverdagen, men også i forhold til at gøre en forskel for de handicappede borgere:

”Vi har en forventning om, at deltagelse i projektet skal resultere i, at vi får udviklet nogle værktøjer, som kan bruges i dagligdagen. Desuden kan projektet være med til at skabe debat og dialog om problemstillinger inden for handicapområdet. På sigt forventer jeg, at projektet kan være med til at forbedre vilkårene for vores handicappede borgere.”