Projekt Mainstreaming af handicapområdet

Sitemap

Tværfaglig uddannelse

Tre kvinder sidder på skolebænken
Print

Tværfaglig uddannelse skal styrke kommunikationen

I Middelfart Kommune er man gået i gang med at give medarbejdere inden for handicap- og psykiatriområdet et kompetenceløft inden for kommunikation. I praksis betyder det, at ca. 200 medarbejdere inden for en årrække skal gennemgå en et-årig uddannelse, som kommunen har skræddersyet til medarbejderne i samarbejde med konsulentfirmaet Team Lillebælt.

Af Inger Hindhede Kjær

”Det er en ambitiøs og langsigtet plan, men vi tror på det vil lykkes”, siger Inger Bremer, uddannelseskonsulent i Middelfart Kommune, og fortsætter: ”Selv om medarbejderne må hive 10 dage ud af kalenderen i løbet af et år oplever de, at kurset har været en form for vitaminindsprøjtning, der har givet fornyet energi. Måske handler det også om, at hvis man som medarbejder føler, at man lærer noget om et emne som kommunikation, som man bruger hele tiden, så er man også bedre rustet til at møde borgerne. Og derfor føler man sig bedre tilpas i hverdagen.”

Uddannelsens fundament

Man har i kommunen valgt den systemiske og anerkendende tilgang som fundament for uddannelsen, da den falder godt i tråd med kommunens værdier. Denne tætte sammenhæng arbejdes der da også med direkte med på udannelsen, ligesom kommunens handicap- og psykiatripolitik inddrages.

Uddannelsen er gjort meget praksisnær, hvilket ifølge Inger Bremer er et bevidst valg:

”Vi ville gerne have, at uddannelsen er meget praksisnær, så deltagerne får en viden, som de kan relatere sig til, og som de oplever, at de kan gå ud og bruge i deres hverdag.”

Uddannelsens effekt

Da det kun er få medarbejdere, der har gennemført uddannelsen, er det endnu ikke muligt at se den store effekt i form af en forbedret kommunikation ift. brugerne af de kommunale tilbud. En proces er startet og lidt efter lidt vil det vise sig, at medarbejderne anvender den systemiske og anerkendende tilgang ud på deres arbejdsplads.

Men for de medarbejdere, der har gennemført uddannelsen, har den haft stor effekt, som Inger Bremer her beskriver:

”Deltagerne, som netop har afsluttet uddannelsesforløbet, har været meget glade for forløbet og er meget bevidste om, at de har påbegyndt en fortløbende udviklingsproces. En af deltagerne fortalte for eksempel om en personlig erkendelse: ”Jeg har været alt for hurtig til at give gode råd. Nu er jeg blevet opmærksom på, at jeg i stedet skal stille nogle uddybende spørgsmål og få bredt problemstillingerne mere ud. Komme med nogle relevante spørgsmål, så personen, der står med problemet, selv kan finde løsningen.” ”Her udtrykker hun jo hele essensen af den anerkendende tilgang”, tilføjer Inger Bremer.

De medarbejdere, som har deltaget i uddannelsen, er allerede godt i gang med at påvirke kulturen på deres arbejdsplads. De fortæller selv, hvordan de er blevet langt mere bevidste omkring brugen af sproget, når de kommunikerer med borgere, pårørende, kolleger og andre samarbejdspartnere.

Uddannelsens opbygning og indhold

Uddannelsen varer et år og er fordelt på 5 moduler, hver af to dages varighed. Hvert hold afsluttes, inden et nyt hold begynder. På hvert hold deltager ca. 24 medarbejdere fra forskellige arbejdspladser.

I uddannelsen fokuserer man ikke specifikt på kommunikation med borgere med funktionsnedsættelse, men da mange eksterne undervisere på uddannelsen har erfaringer med den anerkendende tilgang fra en arbejdshverdag med servicetilbud til brugere med psykisk sygdom, kognitive handicap mv., indgår dette aspekt alligevel indirekte i uddannelsesforløbet.

Desuden bliver der i forbindelse med uddannelsesforløbet dannet netværksgrupper, som arbejder selvstændigt imellem udannelsesmodulerne. De mødes typisk hver anden måned og løser opgaver, som er blevet stillet i forbindelse med et modul. Der er afsat tid til medarbejderen til disse gruppemøder. Tanken med grupperne er både at give mulighed for selvstændigt at diskutere faglige problemstillinger og give mulighed for at lære hinanden bedre at kende.

Note: Er man interesseret i at læse mere om modulernes specifikke indhold, er der et link til en oversigt nederst i artiklen.

En af de store sidegevinster ved uddannelsen og netværksgrupperne er, at folk kommer til at lære hinanden at kende på tværs af arbejdspladser og faggrupper. Det betyder at man har lettere ved at tage kontakt til hinanden efterfølgende, ligesom man lærer noget om hinandens fagkompetencer.

Deltagerne på uddannelsen

Deltagerne på uddannelsen består af en bred tværfaglig gruppe medarbejdere, som f.eks. sosu-assistenter, plejere, pædagoger og sagsbehandlere mv. Og de arbejder på kommunens mange servicetilbud til borgere med sindslidelser, funktionsnedsættelse eller i Socialforvaltningen på rådhuset. Det er ledere af de enkelte dag- og døgntilbud, der udvælger hvem der skal deltage i uddannelsen.

Der er kun 2-3 medarbejdere fra den samme arbejdsplads, hvilket er ud fra en betragtning om, at den enkelte arbejdsplads ikke kan undvære flere medarbejdere på én gang. Endvidere kan de støtte sig til hinanden gennem uddannelsen og støtte hinanden i at bruge den nye viden i hverdagen. Man forventer ligeledes, at det giver en større effekt på arbejdspladsen, hvis flere medarbejdere samtidig fortæller om deres positive oplevelser med uddannelsen. Håbet fra ledelsens side er, at uddannelsen vil blive betragtet som attraktiv, og der må gerne være rift om at komme på uddannelsen. Noget, som ser ud til at lykkes og i en sådan grad, at medarbejdere i andre afdelinger allerede er begyndt at vise interesse for uddannelsen.

Økonomien bag

Uddannelserne finansieres for en stor dels vedkommende af puljemidler fra de gamle amtsinstitutioner. Desuden bruges muligheden for at modtage VEU godtgørelse.

Baggrunden for uddannelsen

Baggrunden for uddannelsen var, at man i forbindelse med kommunesammenlægningen lagde handicap og psykiatriområdet sammen i en afdeling. Det betød, at medarbejdere fra meget forskellige områder og tænkningskulturer kom under samme tag. Det fik ledelsen til at gå i tænkeboksen: Hvordan kunne man samle alle under en fælles kultur, samtidig med at man kunne styrke samarbejdsrelationen til brugerne af de kommunale tilbud?

En arbejdsgruppe nåede frem til, at der var behov for uddannelse inden for kommunikation og refleksion. I samarbejde med Team Lillebælt udviklede arbejdsgruppen en uddannelse for medarbejderne. Og det er resultatet af dette samarbejde, som nu er blevet en realitet.

Et uddannelseskoncept, som også kan bruges ifm. mainstreaming

Uddannelsesindsatsen er ikke direkte relateret til Middelfart Kommunes deltagelse i Projekt Mainstreaming af handicapområdet, men er alligevel et godt eksempel på, hvordan man kan arbejde med at forbedre medarbejdernes kommunikationskompetencer gennem et generelt kompetenceløft, jf. kursuskonceptet under Værktøjet til det gode møde.

Links

Læs mere om Middelfart Kommunes værdier her >>

Læs mere om Middelfart Kommunes Handicap- og psykiatripolitik her >>

Læs mere om uddannelsens indhold her >>

Læs mere om den systemiske tilgang her >>

Læs mere om den anerkendende tilgang (AI-Appreciative Inquiry) her >>

Læs mere om Team Lillebælt her >>