Hørehandicap
Nogle gange har jeg brug for at være helt normal
Sofie er 24 år og hørehæmmet. Hun er født med sin hørenedsættelse, som bliver forværret med alderen. Sofie bruger høreapparat på begge ører. Høreapparaterne kompenserer hendes hørenedsættelse betydeligt, men det giver hende ikke fuld hørelse. Derfor mundaflæser hun en del. Sofies handicap er usynligt. Det er nogle gange en fordel, andre gange er det en ulempe.
Af Linda Bendix
Et usynligt handicap
Der kan både være fordele og ulemper ved at have et usynligt handicap. Mange gange fortæller Sofie ikke, at hun er hørehæmmet, når hun møder nye mennesker:
''Jeg kan godt skjule det. Jeg kan godt mundaflæse. Men man kan også gå for langt. Hvis jeg for eksempel møder nye mennesker, så er det ikke altid, jeg lige får fortalt det. Og så kan der godt siden hen opstå nogle pinlige situationer, hvor der er noget, jeg ikke fanger i en samtale. Og så fortryder jeg, at jeg ikke fik fortalt det fra starten.''
Især da Sofie var yngre havde, hun brug for bare at føle sig normal og ikke skille sig ud fra mængden.
''Jeg tror til dels, at det handler om, at man ikke vil være ved det. Da det er et usynligt handicap, kan man godt slippe af sted med det. Det handler også om anerkendelse. Nogle gange har jeg bare brug for at slå håret ud og bare være helt normal. Jeg har brug for ikke at skille mig ud og komme til at lave nogle fadæser,'' forklarer hun og tilføjer:
''Det er min egen anerkendelse. Det med selv at acceptere, at man fejler noget, at man har sine begrænsninger. Det har været rigtig svært, og det har været en lang proces. Sidst i mine teenageår skulle jeg bruge rigtig lang tid på at acceptere, at jeg fejlede noget. Nu har jeg accepteret det. Og det er man også nødt til at gøre.''
Nogle gange er det pinligt
Sofie oplever ofte pinlige situationer. Hun kan blive fanget i at have hørt forkert eller ikke at have fået det hele med. Det kan hun godt opleve som pinligt.
''Jeg plejer ubevidst at spørge ind til de opgaver, jeg får stillet. Men nogle gange når jeg det ikke. For eksempel oplevede jeg forleden dag at blive bedt om at opsummere en opgave, inden jeg havde fået spurgt ind til den. Der måtte jeg spørge, om vedkommende ikke lige kunne gennemgå det igen,'' fortæller hun.
Til gengæld betyder Sofies hørenedsættelse ikke så meget i forhold til hendes venner og familie. De ved det selvfølgelig godt, og de kan sammen grine lidt af det. Sofie oplever det mere ubehageligt over for andre:
''Jeg tror nogle gange, at folk kan synes, at man er lidt dum. Det er måske også en af de fordomme, som vi hørehæmmede tror, at hørende har om os. Det er måske også derfor, at jeg ikke altid fortæller folk, at jeg er hørehæmmet. Jeg kan være bange for, at de synes, at jeg er lidt dum,'' fortæller hun.
Det er ikke, fordi hun direkte har mødt fordomme. Men hun har ofte oplevet, at hvis hun har bedt folk om at gentage, hvad de har sagt, så kan de godt sige: ''Skidt med det. Det er ikke vigtigt.'' Det oplever hun som meget provokerende og frustrerende, fordi hun gerne vil vide, hvad de rent faktisk sagde. I sådanne tilfælde kan hun godt føle sig dum.
Baggrundsstøj og store forsamlinger er svært
Sofies hørenedsættelse har også betydning for situationer, hvor der er flere mennesker samlet. Der skal ikke være meget mere end fire-fem mennesker samlet, før hun synes, det er svært. Særligt er det svært at følge med i samtalerne, hvis der er baggrundsstøj. Derfor skal hun helst sidde i midten af et selskab, så hun kan se folk. Til gengæld fungerer det fint, hvis de blot er to sammen.
''Der skal ikke for meget støj ind, så kollapser det,'' fortæller hun.
At være hørehæmmet i det offentlige rum
Hørenedsættelsen har også betydning for Sofies brug af medier og kulturelle tilbud. Hun har et FM-udstyr derhjemme, som hun bruger i forbindelse med dansksprogede udsendelser i fjernsynet. Til gengæld kan hun ikke se danske film i biografen, fordi der ikke er teleslynger:
''Det ville være skønt, hvis der var teleslynger i alle biografer, eller hvis der generelt var lidt flere hjælpemidler i det offentlige rum. Det er jo sådan, at et høreapparat øger lydniveauet for alle lyde – også den baggrundsstøj, der evt. er i et rum. Derfor hjælper det gevaldigt på lydkvaliteten, hvis der f.eks. er gulvtæpper på gulvene, duge på bordene og dupper under stolene. Det dæmper baggrundsstøjen, så man bedre kan høre folks stemmer.''
Generelt efterlyser Sofie, at der i højere grad bliver inddraget eksperter, når der bliver bygget og indrettet, så forskellige handicapgruppers behov kan blive indtænkt i både byggeprocessen og i selve indretningen. Også den offentlige transport kunne fungere bedre for mennesker med hørehandicap. Her savner Sofie, at informationen via højtalerne hver gang suppleres af skriftlig information.
Jeg vil helst ikke sygeliggøre mig selv
Sofie læser jura på universitetet. Hun oplever, at hendes hørenedsættelse har stor indflydelse på hendes studie. Undervisningen foregår både som forelæsninger og klasseundervisning, og det er ikke altid nemt for hende at følge med i undervisningen.
''Til forelæsningerne prøver jeg altid at sætte mig på en af de forreste rækker. Forelæseren bruger som regel mikrofon, så alle kan høre. Problemet er bare, at nogle gange virker mikrofonen ikke, og nogle gange gider de ikke bruge den. Jeg kan også give forelæseren det FM-system, jeg har til fjernsynet. Så kan de have det om halsen. Men det kan godt være lidt svært at skulle gå op og give det til en forelæser foran 200 medstuderende. Man står ligesom frem og viser sit handicap for alle. Og når forelæsningen så er slut, siger han måske: Så er der det her, hvem skulle have det? Det er lidt pinligt,'' fortæller hun.
Sofie fortæller, at klasseundervisningen faktisk er endnu sværere.
''Lige meget hvor jeg placerer mig, vil der være nogle, jeg ikke kan se. Så jeg siger ikke så meget i klasseundervisningen, fordi jeg tænker, at det nok er blevet sagt. Jeg kan godt høre, hvad underviseren siger, men jeg kan ikke altid høre, hvad de andre studerende siger. Og jeg bryder mig ikke om at sende mit FM-system rundt til mine medstuderende. Så det er ikke altid, jeg er så aktiv i klasseundervisning,'' fortæller hun, mens hun fortsætter:
''Min hørenedsættelse påvirker helt klart min uddannelse. Selvfølgelig skal der tages hensyn. Men jeg er heller ikke interesseret i at sygeliggøre mig selv.''
Alle interviewpersoner i denne artikelserie er anonymiseret. Navnet Sofie er opdigtet, men hendes identitet er kendt af projektgruppen.