Kognitivt handicap (ADHD)

Det går bedre med tiden
Jonas er 29 år og diagnosticeret ADHD. Han fik diagnosen i sin barndom, da han var omkring 6 år. Jonas’ ADHD betyder, at han kan have svært ved at koncentrere sig og har svært ved at overskue sin økonomi. Generelt har Jonas dog fået det bedre. Dels fordi han har en stærk tro på, at han vil få det bedre med tiden. Dels fordi han får god hjælp af sin mentor, venner og familie.
Af Linda Bendix
En stærk tro på bedring
ADHD er en forkortelse for diagnosen: Attention Deficit/Hyperactivity Disorder (note 1), hvilket indebærer forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet. ADHD giver som regel problemer med at opfatte, fortolke, huske, planlægge og orientere sig (note 2). Der er forskel på, hvordan ADHD kommer til udtryk hos den enkelte. Nogle har overvejende opmærksomhedsforstyrrelse, nogle er overvejende hyperaktive og impulsive, og andre er mærket af en kombination af disse problemstillinger.
Jonas mærker sin ADHD ved, at han har koncentrationsbesvær og har svært ved at overskue sin økonomi. Han er hverken hyperaktiv eller specielt impulsiv.
Generelt har Jonas det rigtig godt, og han har en stærk tro på, at han med tiden vil få det bedre. Denne overbevisning i kombination med gode venner, en personlig mentor og en familie, der bakker ham op, gør, at han i dag føler, at han har et rimeligt overskud.
Samtaler og social kontakt kan være svært
Indimellem kan Jonas’ koncentrationsbesvær have indflydelse på hans evner til at kommunikere. Han fortæller f.eks., at det kan være svært at overskue en samtales forløb og at huske det, han vil sige:
''Jeg har stadig svært ved at koncentrere mig. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Men det går bedre. Det er nok sværest, når jeg sidder og snakker med folk. Jeg kan ikke altid få ordene ud. Det kan i høj grad være svært at huske, hvad man har snakket om. Og så kan jeg have svært ved at huske alt det, jeg vil sige. Så spørger jeg ind til det. Men det sker efterhånden sjældent.''
Tidligere betød Jonas’ problemer med kommunikationen, at han havde svært ved at være udadvendt.
''Jeg kunne godt snakke med folk. Men jeg var ikke specielt interesseret i lange dybe samtaler. Det kunne jeg ikke overskue. Jeg kunne også have svært ved at formulere mig ordentligt. Men det er blevet bedre med tiden,'' fortæller Jonas og uddyber:
''Indimellem arbejder jeg frivilligt på et diskotek. Her lærer jeg at kommunikere med folk. Det er der kommet rigtig meget godt ud af. Det har hjulpet mig til at blive mere udadvendt.''
Diagnose eller personlighed
Det er svært for Jonas at skelne imellem, hvad der er en del af hans ADHD, og hvad der mere er en del af hans personlighedstræk. Bl.a. oplever han at være doven i forhold til praktiske gøremål i hverdagen som oprydning, rengøring, indkøb mv.
''Jeg er måske ikke lige så god til de praktiske ting, som jeg burde være. Men jeg tror også, at det har en del at gøre med dovenskab. Jeg er 100 % doven. Jeg har ferie nu. Jeg tror, at det eneste praktiske, jeg har lavet i ferien, har været at arbejde på Roskilde Festivalen. Det er sådan lidt sen ungdomssløvsind,'' siger han med et smil og tilføjer:
''Jeg er da interesseret i at få gjort noget. Det er bare ikke altid, jeg kan sparke mig selv i gang.''
Økonomien har nok størst indflydelse
Ud over at Jonas kan have koncentrationsbesvær, betyder hans ADHD, at han har svært ved at overskue sin økonomi. Men også her går det bedre. Gennem de seneste år har han gjort en aktiv indsats for at betale af på en større gæld.
''For et par år siden fik jeg tildelt en mentor. Han hjælper mig rigtig meget med økonomien. Det er nok det, jeg har det sværest med for tiden. Jeg har sat mig for meget i gæld gennem tiden. Jeg fokuserede mere på, hvad jeg godt kunne tænke mig, end hvad jeg havde råd til. Det kan stadig være svært, men det er på vej i den rigtige retning,'' fortæller Jonas og tilføjer:
''Min mentor styrer faktisk min økonomi. Han har f.eks. bemyndigelse til at få betalt mine regninger eller lignende, selv om jeg ikke har givet tilladelse til det.''
I uddannelse som tjener
Jonas er i øjeblikket ved at uddanne sig til tjener. Han fortæller, at både han selv og hans familie er overrasket over hans positive resultater på tjeneruddannelsen:
''Jeg tror, det handler om min selvdisciplin. For fem år siden havde jeg aldrig troet, at jeg kunne komme så langt, men det er kommet af, at jeg har troet på mig selv. Det handler om, at jeg gerne vil det her. Jeg brænder for det.''
''Jeg kan sagtens følge med fagligt. Og så har jeg nogle gode klassekammerater, der kan hjælpe mig, hvis jeg får brug for det. Der er nogle, der er bedre end mig, og så kan de hjælpe mig.''
Har ikke kunnet gennemføre alt til fulde
Jonas har dog tidligere været mere belastet af sin ADHD, end han er i dag. Op igennem skolegangen har hans koncentrationsbesvær voldt ham en del problemer.
''Min opvækst har vel været ligesom alle mulige andres, på nær at jeg har haft nogle problemer med ADHD, som har gjort, at jeg er blevet forhindret i nogle ting, som f.eks. at få en ordentlig skolegang,'' fortæller Jonas og supplerer:
''Hvis jeg ikke havde ADHD, så havde jeg nok gennemført en 9.-10. klasse og en studentereksamen. Men jeg måtte gå ud af skolen i 6. klasse for at blive overflyttet til specialskole. Efter specialskolen gik jeg på efterskole og siden på produktionsskole. Jeg havde meget svært ved at koncentrere mig om det boglige.''
Måske bliver jeg som alle andre
Til hverdag går Jonas ikke og tænker over sin diagnose. Han tænker i stedet på de konkrete problemer han har:
''Jeg ved bare, hvad jeg gør, og hvad jeg ikke gør. Der er mange af de ting, som andre med ADHD kan have svært ved at klare, som jeg sagtens kan klare. Jeg har en tro på, at det nok skal blive bedre. Jeg har hele tiden troen på, at en eller anden dag bliver jeg måske som alle andre. Ikke at jeg vil være ligesom alle andre, men jeg bliver mere normal på en måde. Nu er der jo ikke noget, der er normalt. Men sådan lidt mere op på dupperne i forhold til, hvad der sker omkring mig. Jeg vil gerne kunne koncentrere mig noget mere og rumme noget mere.''
Note 1: Tidligere blev diagnosen DAMP brugt herhjemme. DAMP er en nordisk diagnosebetegnelse, som står for Deficits in Attention, Motor control and Perception. DAMP-diagnosen er i dag "afløst" af ADHD, som er en international diagnosebetegnelse. Note 2: Jf. ADHD foreningen på: www.adhd.dk |