Projekt Mainstreaming af handicapområdet

Torben er ordblind. Han er 34 år og uddannet pædagog. Han arbejder på en specialskole for børn med ADHD, Aspergers syndrom og autisme. Han har gode erfaringer med at opfordre sine elever og andre med ordblindhed til at lære at leve med deres handicap.

Af Linda Bendix

Ordblindhed har betydning for en persons evne til at læse og skrive. Der er nogle kognitive funktioner i hjernen, som ikke fungerer på samme måde som hos andre. Derfor mener Torben, at man i stedet for betegnelsen ordblind med fordel kunne kalde det for ”orddøv”.

''Den latinske betegnelse dysleksi er mere rammende end ordblind, for det har ikke noget med øjnene at gøre. Det er der nogle, der tror. Man burde egentlig i stedet kalde det orddøv, for det er fonemerne i ordet, man ikke kan sætte sammen med bogstaverne. Det handler om, at man ikke kan sætte ordene sammen i de rigtige kasser. Særligt kan vokallydene være meget svære for ordblinde. Derfor er det svært for ordblinde at skimme en tekst,'' fortæller han.

Det tager længere tid at være ordblind

Noget af det, som Torben oplever som mest karakteristik i forhold til at være ordblind, er at han ofte skal bruge meget tid på at læse og forstå en tekst:

''Jeg læser hvert ord igennem. Det er derfor, det tager så lang tid. Jeg skal læse en tekst fra A til Z. Hvis jeg skal drage det væsentligste ud af en faglitterær tekst, skal jeg læse teksten i kapitler og samle op undervejs. Jeg kan godt læse skønlitterære tekster uden de store problemer. Men faglitteratur skal jeg gerne læse igennem flere gange for at være sikker på, at jeg har forstået det korrekt. Det samme gælder, når jeg skal skrive noget. Der skal jeg også stave mig igennem hvert ord. Så det tager lidt længere tid at være ordblind.''

Også hukommelse og fornemmelse for tid er påvirket

Torbens ordblindhed har også indvirkning på hans fornemmelse for tid og det at kunne huske navne og ords betydning. Han fortæller:

''Hvis jeg f.eks. er træt eller ivrig, kan jeg godt falde over ordene. Så kan det godt være, at jeg ikke kan huske ord og ords betydning, særligt fagtermer. Så leder jeg efter synonymer. Fagtermer husker jeg først bagefter, når jeg er færdig med at sige det, jeg gerne vil sige.''

Ligeledes kan Torben have problemer med at huske navne. Han skal have mødt en person mange gange, før han knytter navnet til personen. Og det bliver særligt svært, hvis han ikke kan se vedkommende. Nogle gange kan han heller ikke huske, hvad vennerne hedder, eller han bliver i tvivl om, hvem personen er, som man omtaler i en samtale.

En anden del af Torbens handicap består i, at han ikke har nogen tidsfornemmelse. Han kan have svært ved at finde ud af, hvad tiden er, hvis der ikke er et minutur i nærheden. Heldigvis bruger de meget minuture som en del af hans arbejde med børn med autisme og andre kognitive handicap. Det hjælper ham meget.

Bøgerne blev spændende – før var de farlige

I dag accepterer Torben sit handicap, men sådan har det ikke altid været. Han har haft sine op- og nedture gennem skole- og uddannelsesforløbet, indtil han kom på ordblindeefterskole, hvor han indhentede meget:

''Jeg har altid være bevidst om, at jeg havde svært ved at læse. Men jeg fik først diagnosen som 14-årig, da jeg kom på efterskole. På skolen flyttede mit niveau sig fra 3. til 7. klasse på to år. Min lærer på efterskolen opfordrede mig til at gå ind på biblioteket og låne en bog. Det havde jeg aldrig prøvet før. Pludselig stod jeg og skulle vælge en bog. Før havde bøgerne nærmest været farlige.''

Manglende viden om ordblindhed

Til gengæld gik det langt fra lige så godt, da Torben startede på gymnasiet:

''Jeg har aldrig været skoletræt. Jeg synes, det er spændende at få ny viden. Jeg har set det at gå i skole som den eneste mulighed for at skaffe mig ny viden. Derfor startede jeg i gymnasiet. Der gik jeg i 1½ år, før jeg var kommet så langt bagud, at det ikke gik mere.''

På gymnasiet kendte man ikke til ordblindhed. Derfor skulle Torben forklare lærerne, hvad det indebærer at være ordblind.

''Der var heller ikke så mange kompensationsmuligheder for ordblinde dengang. Jeg havde gået til maskinskrivning, fordi der var en på ungdomsskolen, der havde fortalt, at det var godt. Så jeg kunne godt sidde og skrive stile ind. Men alligevel tog det længere tid, for jeg skulle sidde og stave undervejs. Så efter 1½ år måtte jeg give op,'' fortæller han.

På det tidspunkt skulle Torben så finde på noget andet at lave.

''Der var en sagsbehandler, der sagde til mig, at min eneste mulighed var at blive social- og sundhedshjælper. Så det gik jeg i gang med uden egentlig at have lyst. Jeg følte, at jeg burde gøre det, fordi autoriteten sagde det. I stedet burde sagsbehandleren have sagt, at det blot var en mulighed ud af flere. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke ville være social- og sundhedshjælper. Men jeg sprang dog først fra to måneder før den afsluttende eksamen,'' fortæller han.

God gavn af hjælpemidler

Efter oplevelsen med social- og sundhedsuddannelsen besluttede Torben sig for at læse til pædagog. Her stiftede han for første gang bekendtskab med de hjælpermidler, han benytter i dag. Under uddannelsen fik han tildelt en kombineret printer og scanner og en række programmer til computeren. Det betyder, at han kan scanne tekster ind og via softwareprogrammer få computeren til at læse teksten op. Hvis han kan skaffe teksten elektronisk, kan computerne ligeledes læse den op.

''Via min uddannelse lærte jeg for alvor at bruge forskellige former for hjælpemidler, fordi jeg fik kurser i at bruge dem. Jeg bruger de elektroniske hjælpemidler ekstremt meget, både privat og i forhold til mit arbejde,'' fortæller han.     

Sig at du er handicappet

Ordblindhed er et usynligt handicap. Derfor oplever Torben, at det er vigtigt at få fortalt, at han er ordblind:

''Ordblindhed er en del af min identitet. Jeg siger til min omgangskreds, at jeg har et handicap. Så har jeg blottet mig. Og så må de også gerne give noget igen. Når jeg bliver træt, så begynder jeg at snøvle. Så vil jeg gerne have, at de siger til, hvis det bliver helt sort, og jeg skal begynde forfra.''

For Torben er det vigtigt at kunne hjælpe andre til at hjælpe sig selv. Derfor fortæller han sine elever, at han faktisk også har et handicap, og at det er muligt at leve med det. Det vigtigste er at lære, hvordan man lever med det.

Torben arbejder også frivilligt i dysleksiforeningen for at hjælpe andre. Et arbejde, som betyder meget for ham, for han vil nødig have, at andre skal igennem de samme problemer, som han selv har været igennem.

Første skridt på vejen er ifølge Torben, at ordblinde fortæller deres omgivelser, at de er ordblinde:

''Jeg siger til andre ordblinde: Sig at du er handicappet, så andre kan gå ind og hjælpe. Så de ikke tror, at du er dum.''

Note:

Dysleksi: Vanskeligheder med at (lære at) læse og skrive som følge af langsom og upræcis omsætning af bogstaver og bogstavfølger til sproglyde jf. http://www.dvo.dk/.

 

Alle interviewpersoner i denne artikelserie er anonymiseret. Navnet Torben er opdigtet, men hans identitet er kendt af projektgruppen.