Synshandicap
Hvorfor skulle jeg ikke tage en uddannelse?
Marie er svagsynet på begge øjne. Det indebærer, at hun kan se personer og konturer i grove træk, men hun kan ikke se mindre detaljer som øjenfarve, smilerynker m.v. Marie er født svagsynet, men synet er også blevet dårligere over de seneste 10 år. Hun er 32 år og læser engelsk på universitetet.
Af Linda Bendix
Udfordringer er der nok af
Maries svagsyn har både betydning for hendes uddannelse, relation til andre mennesker, hendes færden i det offentlige rum og de praktiske gøremål i hverdagen.
''Det har sådan set indflydelse på hele mit liv. Det er selvfølgelig mere irriterende nogle gange end andre. Men det jeg bliver mest træt af, det er transport. Det der med ikke selv at kunne køre bil. Det er meget hæmmende. Jeg er afhængig af offentlig transport, eller at andre skal køre mig,'' siger hun.
Ofte oplever hun også, at ting tager længere tid for hende at gennemføre end for andre, eller at hun må gøre tingene om, fordi hun har overset noget. Det gælder for eksempel hverdagsting som oprydning, rengøring og indkøb:
''Helt konkret så foregår gulvvask for mig på hænder og knæ, i hvert fald hvis jeg vil være sikker på, at det ser ordentligt ud bagefter. Det kan også være temmelig bøvlet at købe ind. Specielt hvis det er en butik, jeg ikke kender i forvejen, eller hvis jeg er på jagt efter noget, jeg ikke altid køber. Så skal jeg først orientere mig i butikken, finde den rigtige hylde og endelig nærstudere hvert enkelt produkt for at finde det rette mærke eller prisleje,'' fortæller hun og fortsætter:
''Det er som regel nye gøremål, der kan være ekstra tidskrævende, fordi jeg skal finde en løsning på, hvordan jeg lige klarer det. Men generelt tager det også længere tid, hvis jeg skal gøre noget, hvor jeg skal se ekstra godt efter for at føle, at jeg gør det godt nok. Med tiden finder jeg dog frem til en måde at gøre det på, så jeg kan gøre det hurtigere eller nemmere for mig selv.''
En uddannelse er en selvfølge
Nogle af hendes venner ser op til hende, fordi hun tager en uddannelse. Det kan hun ind i mellem godt blive irriteret over:
''De siger til mig: Nej, hvor er du god, hvor er det godt, du får en uddannelse. Men det, de mener, er egentlig: Hvor er det godt, at du kan tage en uddannelse på trods af, at du er svagsynet. Men jeg tænker: Hvorfor skulle jeg ikke tage en uddannelse?''
Hun oplever dog, at hendes synshandicap har en væsentlig betydning for hendes studie. Det er mest presserende, at bøgerne ikke altid når at blive indlæst i tide.
''Jeg er et år bagefter i min uddannelse, og det skyldes langt hen af vejen, at mine bøger ikke har været klar til tiden. Jeg har i hvert fald mere end én gang fået min bog i december, hvor den er bestilt i september. Det er først i det her semester, at alle mine bøger stort set er kommet til tiden. Og nu har jeg læst i 5 år. Jeg skulle have været færdig her til sommer,'' fortæller hun.
Hvis blot andre kunne forstå, hvad det vil sige at være svagsynet
Generelt kunne Marie godt tænke sig, at folk, i stedet for at se på udfordringerne, prøvede at sætte sig lidt ind i, hvordan det er at være svagsynet. Men hun erkender også, at det kan være svært:
''Jeg ved godt, at det kan man ikke helt. Mine forældre har kendt mig 32 år, og de forstår det ikke helt. Det er meget svært at forklare, hvordan det er at være svagsynet. Der er stor forskel på, hvordan og hvor meget man kan se. Alt efter hvilken øjensygdom man har, så ser man meget forskelligt,'' siger hun.
Fordomme om svagsynede og blinde
Marie møder ofte fordomme om sit handicap. Det kan for eksempel være forestillinger som, at blinde er meget musikalske, har en ekstraordinær god hørelse eller lugtesans:
”Nogle forestiller sig, at vores sanser er helt vidunderlige. Andre igen har en medlidende tilgang til mig. Den slags kan jeg godt blive træt af.”
Marie har også oplevet mere negative fordomme.
''Den værste fordom, jeg har oplevet, var i gymnasiet, hvor en matematiklærer mente, at jeg ikke kunne lære matematik, for er man svagsynet, må der også være noget i vejen med forstanden,'' fortæller hun.
På universitetet har hun også oplevet, at nogle medstuderende ikke troede på, at hun er svagsynet:
''En veninde fortalte mig, at der var nogle, der ikke troede på, at jeg ikke kan se, fordi jeg ikke altid går med mobilitystok. Der undrer det mig jo, at de ikke har lagt mærke til, at jeg har store bogstaver på min computer. Det blev jeg lidt ked af. Man kan åbenbart klare sig for godt.''
Nogle gange tager Marie opgøret med fordommene, andre gange lader hun dem passere. Det kan dog være vigtigt for hende at få fortalt, at hun helt grundlæggende har et godt liv, men at det handler om, at hun har brug for hjælp til nogle specifikke ting.
Vigtigt at kende sine egne begrænsninger
Marie fortæller, at hun først er begyndt at bruge stok inden for de senere år. Dels skyldes det, at hendes syn er blevet dårligere, dels handler det om en erkendelse af handicappet:
''Jeg har været meget stædig og gjort ting, jeg egentlig ikke burde kunne gøre. Min optiker sagde en gang til mine forældre: Den pige er som en humlebi. Hun ved ikke, at hun egentlig ikke burde kunne cykle. Men jeg blev konfronteret med mine begrænsninger på et tidspunkt, da jeg var i England. Her arbejdede jeg på et hjem for voksne med fysiske handicap. Der fik jeg sat mit eget handicap i relief. Jeg kan meget tydeligt huske den første dag. Jeg så, hvor dårligt beboerne havde det. Jeg fandt ud af, hvor meget jeg egentlig selv kunne, men også hvad jeg ikke kunne. Der var f.eks. nogle ting, som jeg ikke kunne hjælpe beboerne med. Det havde jeg godt af at finde ud af. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at bruge stok ind imellem,'' fortæller hun.
Et redskab frem for et mærkat
Før hun kunne tage mobilitystokken til sig, skulle hun lære at betragte den mere som et redskab end et mærkat for sin svagsynethed.
''Der er mange, der gennem tiden har spurgt mig, hvorfor jeg ikke går med et badge. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg foretrækker at gå med stok. Jeg ser nok mere stokken som et redskab. Badgen er et mærkat, der viser, at jeg har brug for hensyn. Stokken er et redskab, der hjælper mig selv,'' siger hun.
Dejligt at være mig som svagsynet
Marie er aktiv i Dansk Blindesamfund Ungdom. Her er hun både engageret i det handicappolitiske liv og de sociale arrangementer. Selv om handicappet kan være besværligt i hverdagen, bringer det også mange positive oplevelser med sig:
''Jeg har nok altid en forholdsvis positiv indstilling til livet. Det hjælper ikke noget at sidde i sofaen og vente på hjælp. Og jeg har det også sådan, at hvis jeg ikke var synshandicappet, så var der godt nok mange mennesker, jeg ikke havde lært at kende – og som jeg ville have været ked af ikke at kende. Så på den måde prøver jeg også at tænke, at det godt nok er dejligt at være mig – også som synshandicappet.''
Alle interviewpersoner i denne artikelserie er anonymiserede. Navnet Marie er opdigtet, men hendes identitet er kendt af projektgruppen.