Projekt skolesport

Projekt skolesport 2008-2013
4. BSU - Projekt Skolesport 2008 - 2013
Sagsnr. 08/8497
Formål
Orientering om processen vedr. Projekt Skolesport 2008 - 2013 og forsøgsprojekter på udvalgte skoler.
Sagsbeskrivelse
Sagen genoptaget fra møde i BSU den 17. juni 2008, hvor der blev drøftet muligheden for at undersøge, om skoler, SFOer eller klubber i Glostrup Kommune i samarbejde med de lokale idrætsforeninger, har interesse i at deltage i Projekt Skolesport 2008 - 2013. Børne- og
Kulturforvaltningen fik som opgave at tage initiativ til at indlede et samarbejde med projektlederne i Dansk Skoleidræt. Børne- og Kulturforvaltningen skulle endvidere tage initiativ til at søge midler fra Trygfonden, såfremt der er lokal interesse for at deltage i Projekt Skolesport.
Formålet med projektet er fortsat at motivere idrætsusikre børn til at være mere fysisk aktive før og efter skoletid i en lokal skolesportsforening hjemmehørende på skolen. Formålet er desuden at inddrage børnene i en foreningsdannelse og danne en minibestyrelse, som leder den enkelte skolesportsforening.
Skolesport er et enkelt koncept med et væld af muligheder for at inspirere børn til idræt og skabe sammenhæng mellem forenings- og skoleliv ved at etablere et
trygt og motiverende idrætsmiljø - også for de idrætsusikre børn.
Børne- og Kulturforvaltningen har afholdt et informationsmøde 3.september 2008 med deltagelse af ca. 35 personer fra Dansk Skoleidræt, 4 skoler, SFOer, klubber, foreninger, politikere og skolebestyrelsesmedlemmer.
På baggrund af oplægget, er der nu tilsagn fra alle fire skoler om at deltage i den videre proces. Børne- og Kulturforvaltningen har afholdt møde igen 9. oktober 2008 med deltagelse af en repræsentant fra Dansk Idrætsforbund, som varetager junioridrætslederuddannelsen, og de deltagende skoler, SFOer og klubber og foreninger. Uddannelse af junioridrætsledere gælder for de ældste elever på 14 - 16 år, som vil blive vigtige medspillere i skolesport.
Der er efterfølgende nedsat en projektgruppe, som har til opgave at udarbejde en kommuneansøgning til Skolesport 2008 - 2013 på baggrund af de lokale projektbeskrivelser. Det forventes, at processen med at udarbejde de lokale projektbeskrivelser pågår i november og december, således at kommuneansøgningen kan sendes af sted ultimo december 2008.
Såfremt Glostrup Kommune bliver godkendt til at deltage i projektet, forventes det, at foråret 2009 bruges til at få junioridrætslederuddannelsen igangsat. Projekt Skolesport er klar til at starte op på den enkelte skole i august 2009.
Handicapaspektet vil blive inddraget lokalt ved tilrettelæggelsen af de lokale projekter.
Note:
Projekt Mainstreaming af handicapområdets forslag til tilføjelse
Her vil der være særligt fokus på at tilrettelægge aktiviteterne fysisk tilgængeligt og sørge for at også børn med handicap har mulighed for at blive inddraget i foreningsdannelse og minibestyrelse. Endvidere bør det sikres, at informationsmateriale også er tilgængeligt for børn ed handicap.
Sagen behandles parallelt i Børne- og Skoleudvalget og Kulturudvalget med forankring i Børne- og Skoleudvalget.
Økonomi
Trygfonden yder realiseringsstøtte på 20.000 kr. til hver skole til aktiviteter samt uddannelse af junioridrætsledere. Den kommunale medfinansiering vil være ca. 70.000 - 100.000 kr. pr. skole. Der kan tages endelig stilling til økonomien vedr. kommunens medfinansiering, når de lokale projektbeskrivelser er udarbejdet.
Indstilling
Børne - og Kulturforvaltningen foreslår:
- at orienteringen tages til efterretning.
Sagen kan afgøres i Børne- og Skoleudvalget.
Beslutning Børne- og Skoleudvalget den 18-11-2008
Tiltrådt.