Udbud af offentlig service trafik

Udbud af offentlig service trafik
307. Udbud af offentlig service trafik i Middelfart Kommune
Sagsnr.: 200800880
Sagsbehandler: Tina Karstensen
Præsentation
Middelfart Kommune skal gennem Trafikselskabet FynBus have offentliggjort udbud på den Offentlige Service Trafik i hele Middelfart Kommune primo 2009. De 3 eksisterende kontrakter udløber sommeren 2009, og der skal derfor laves ny kontrakt pr. 1. august 2009. Sagen foreligges til en indledende drøftelse.
Forvaltningen foreslår:
At der foretages en indledende drøftelse på baggrund af det foreliggende materiale.
At endelig indstilling afventer høringssvar fra Ældrerådet og Handicaprådet.
Sagsbeskrivelse:
I forbindelse med vedtagelsen af budget 2009, er budget for kollektiv trafik fastholdt på det nuværende niveau. Ved udbud i andre kommuner på Fyn har man oplevet en stigning på 20 % i de afgivne bud, og man må derfor forvente, at det også vil gøre sig gældende for Middelfart Kommunes udbud.
FynBus er derfor bedt om, at fremkomme med et bud på, hvordan budgettet kan holdes, og for hvilken kørsel der vil kunne tilbydes borgerne i Middelfart Kommune.
FynBus er fremkommet med følgende forslag til den fremtidige kørsel:
Rute 401, 402, 403 og 404 sammenlægges til 1 rute, der kører Strib – Strandvejen eller Røjle – Middelfart station – Teglgårdsparken – sygehuset – Samsøvej – Hyllehøjskolen – Kauslunde – Nørre Aaby.
Ændret ruteforløb vil blive forelagt på mødet.
Rute 405 fastholdes i sin nuværende form, da den primært kører som skolebus, og kun på skoledage.
At der kigges nærmere på betjeningen på ruten Middelfart – Strib, søndag aften.
At der kan ske reduktion i kørslen til aftenskolen i Nørre Aaby
- At den sidste tur fra Nørre Aaby på fredage kl. 15.50 nedlægges.
At der nedlægges ture om formiddagen, på lokalruterne i Ejby området
Reduktion og nedlæggelse af teletaxature på rute 406 Korsbjergvej og 407 Fænøsund
Reduktion af natbuskørsel på ruterne i Middelfart (4 weekender om året).
Derudover vil bustypen være 12 m. standard med laventre.
Økonomi
Det samlede budget for kollektiv trafik udgør pt. kr. 10.715.000,-, som skal dække kontraktbetaling, administrationsbidrag til FynBus samt stoppestedsudstyr.
Budgettet for 2009 er det samme som i 2008, så med en kørselsudgift på ca. 10. mill. kr. og en forventet stigning i udgifterne på 20 %, vil en overholdelse af budgettet kræve en reduktion af kørselsomfanget på ca. 2 mill. kr.
Den foreslåede strukturændring kan formodentlig ikke give den nødvendig reduktion i udgifterne. Det vil derfor kræve yderligere reduktion i kørselsomfanget.
Den endelige beregning af økonomien i det nye køreplanforslag er ikke endeligt afsluttet. De vil foreligge til mødet.
Forvaltningens bemærkninger
Den kollektive trafik i Middelfart Kommune er ud over ruten mellem Middelfart og Strib lovpligtig skolebuskørsel.
Alle ”skolebusruterne” er gennemgået og der er kun mulighed for ganske små besparelser, da der med det nuværende antal skoler ikke er mulighed for at reducere i antallet af ruter.
Det vil sige at udover den foreslåede strukturelle ændring af ruterne 401, 402, 403 og 404 ligger besparelsesmulighederne stort set kun på kørselsomfanget mellem Middelfart og Strib.
Der er forholdsvis meget teletaxakørsel i Middelfart Kommune, men udgiften er kun netto 102.000 kr. pr. år, så her er der heller ikke de store besparelsesmuligheder.
Notat og økonomisk opstilling fra Fynbus foreligger senest til mødet.
Handicapaspekter
De kommende busser skal være med lav indstigningshøjde for at gøre af- og påstigning lettere for gangbesværede.
Derudover er der ikke taget særlig handicapmæssige hensyn.
Høring af Handicaprådet
Forslag til køreplaner for Middelfart Bybusser er sendt i høring hos Handicaprådet, med høringsfrist 11. december 2008
Høring af Ældrerådet
Forslag til køreplaner for Middelfart Bybusser er sendt i høring hos Ældrerådet med høringsfrist 11. deccember 2008
Bilag
Bilag til dagsorden
Skematisk redegørelse over forestående ændringer i den kollektive trafik for Middelfart Kommune
Kortbilag
Behandlinger
- Teknik- og Ejendomsudvalget - 3. december 2008 kl. 13:00
Beslutning 307
Teknik- og Ejendomsudvalget 3. december 2008 kl. 13:00
Udvalget vedtog forvaltningens indstilling.