Tilgængelighed
Et tilgængeligt arrangement er med til at sikre en tilgængelig politikformuleringsproces
’’Guiden Planlægning af arrangementer - for deltagere med særlige behov’’ er blevet afprøvet i Viborg Kommune i tilknytning til en serie af borgermøder, som blev afholdt i forbindelse med formuleringen af en ny handicappolitik i Viborg Kommune.
Af Inger Hindhede Kjær
I efteråret 2008 afholdt Viborg Kommune tre dialogmøder i forbindelse med formuleringen af en ny handicappolitik. Det var Mona Olesen, Udviklingsafdelingen, der havde ansvaret for den praktiske planlægning af denne møderække. Hendes opgave var at finde egnede lokaler og sørge for, at rammerne for møderækken var i orden. Hun har i den forbindelse brugt ’’Guiden Planlægning af arrangementer - for deltagere med særlige behov’’ for at sikre, at alle borgere havde mulighed for at deltage, og at deres eventuelle særlige behov blev opfyldt.
Valg af lokalitet for møderækken
Lokaliteten blev valgt i samråd med handicaporganisationerne i Viborg. Det var ikke optimalt tilgængeligt, men der var ikke mange muligheder at vælge imellem. Ud over at stedet skulle være fysisk tilgængeligt og ligge tæt på offentlige transportmidler, skulle det også kunne rumme 200 deltagere og være ledigt på alle datoerne for de tre møder. Lokalet var dog ikke optimalt. For eksempel var akustikken og udluftningen dårlig. Der var ingen teleslynge på stedet, handicaptoilettet var i stueetagen, og lokalerne nedenunder var fitnesscenter, hvor der blev spillet høj musik. Tilgængeligheden blev dog noget forbedret, ved at stedets ejer fik lavet et nyt handicaptoilet på samme etage inden det sidste arrangement. Der blev indgået en aftale med fitnesscentret om ikke at spille for høj musik, mens møderækken fandt sted.
Man tog højde for særlige behov
Mona Olesen fulgte også guidens råd om i forbindelse med annoncering af borgermøderne at gøre det muligt for deltagere med særlige behov at komme med tilbagemeldinger om særlige behov, som f.eks. teleslynge, således at hun som den praktiske arrangør af arrangementet havde mulighed for at tage højde for disse behov i sin planlægning.
På selve aftenen for dialogmøderne havde Mona Olesen sørget for, at der blev ydet en særlig service til de deltagere, som havde brug for dette:
’’Vi havde desuden arrangeret det således, at en medarbejder tog imod borgerne i foyéen for at sikre, at de blev gelejdet det rigtige sted hen. Og en medarbejder hjalp svagsynede frem til det rigtige bord mv. I forbindelse med et måltid hentede vi mad til de deltagere, der havde svært ved at klare dette selv. Og der var desuden en medarbejder, der åbnede øl og vand, der gjorde det nemt for alle at hente drikkevarer. Og vi havde også tænkt på, at der skulle være god plads rundt om serveringsbordet, således at der var plads til kørestole.’’
Erfaringer der kan bruges fremover
Mona Olesen har hovedsageligt modtaget positive tilbagemeldinger fra arrangementet. De negative tilbagemeldinger er hovedsageligt kommet fra rygere, der havde svært ved at nå ud for at ryge i pauserne, da mødelokalet lå på 1. sal i bygningen. Ligeledes var der negative tilbagemeldinger om handicaptoiletforholdene.
De erfaringer, som hun har gjort sig omkring tilgængelighed i forbindelse med planlægningen af denne møderække, vil hun også gøre brug af ved planlægning af fremtidige arrangementer:
’’Jeg er blevet langt mere opmærksom på de hensyn, man bør tage, når man planlægger et arrangement, f.eks. i forhold til valg af sted. Det er også en god idé at snakke med stedet, hvor arrangementet afholdes, om at de skal være opmærksomme på eventuelle hensyn i forhold til deres planlægning.
Et arrangement hvor der var plads til alle
Det er Mona Olesens oplevelse, at arrangementet var meget vellykket. Selv om det var nogle lange aftener, havde man også gjort meget ud af at informere om, at det var ok at holde pauser efter behov, og at der skulle være plads til alle:
”Jeg oplevede møderne som meget positive, fordi der var så mange borgere med mange forskellige handicap repræsenteret. Der var plads til alle. Der var dog nogle borgere med psykisk sygdom, der ikke kunne holde ud at deltage i hele seancen. Og der var nogle få, der gik før tiden, og nogle få, der kun ”orkede” at komme til det første møde. Det var selvfølgelig ærgerligt. Men alt i alt synes jeg, at det var meget vellykket.”