Projekt Mainstreaming af handicapområdet

Sitemap

Webtilgængelighed

screendump af webadresse
Print

Webtilgængelighed skal indtænkes fra starten

Da Projekt Mainstreaming af handicapområdet for cirka et år siden indgik i et samarbejde med Middelfart Kommune vedrørende tilgængelig web, var kommunikationsafdelingen allerede godt i gang med at udvikle en ny hjemmeside i forbindelse med kommunesammenlægningen. Kommunen har i den mellemliggende tid haft et stort fokus på tilgængelighed i forhold til den videre udvikling af www.middel­fart.dk. Det har indebåret, at hjemmesiden nu er på vej mod en god tilgængelighed.

Af Inger Hindhede Kjær

Middelfart Kommune havde allerede fokus på tilgængelighed, inden Projekt Mainstreaming af handicapområdet kom ind i billedet. De havde for eksempel været opmærksomme på at få tilgængelighedskravene skrevet ind i kravspecifikationen til deres webleverandør, hvilket indebar en målsætning om, at hjemmesiden skulle overholder WAI’s anbefalinger (World Wide Web Consortiets anbefalinger vedrørende tilgængelighed). Den nye hjemmeside skulle således overholde WCAG 1.0 på alle niveauer. De mente nok, at de dermed havde sikret, at den nye hjemmeside blev optimalt tilgængelig.

Test af hjemmesidens tilgængelighed

Igennem projektsamarbejdet fik Middelfart Kommune kontakt med Sensus, som har specialiseret sig i at teste hjemmesider for tilgængelighed. Sensus gennemførte en test på den nye www.middelfart.dk og kunne konstatere, at den ikke levede op til alle kravene i WCAG 1.0. Heldigvis kom testresultaterne tidsnok til, at de kunne nå at blive rettet inden kontraktens udløb hos webleverandøren. De fejl og mangler, der blev påpeget i testrapporten, var blandt andet småfejl i kodning, fejl i links, manglende ’’alt’’-tekster mv. Men én ting er småfejl og mangler. En anden ting var, at testen viste, at hjemmesidens blanketsystem under selvbetjeningsydelser var helt utilgængeligt. Derfor er kommunen nu ved at indkøbe et nyt blanketsystem.

Et nyt blanketsystem skal slå flere fluer med et smæk

I jagten på et nyt blanketsystem indgår der flere overvejelser. Det skal både opfylde kravene til tilgængelighed, det skal tilbyde borgeren forskellige servicemuligheder, som for eksempel mulighed for at følge ens egen sag i kommunen, og samtidig skal det kunne tale sammen med kommunens forskellige it-systemer.

Økonomisk kan det ikke betale sig kun at opfylde det ene af kravene. Peter Tvebro, kommunikationskonsulent i Middelfart Kommune, som har ansvaret for udviklingen af den nye hjemmeside, præsenterer problemstillingerne her:

’’Vi kan ikke bare løfte et enkelt område som at forbedre tilgængeligheden til blanketter. Det vil være for dyrt et valg. Derimod skal vi indtænke blanketter i en helhed, så vi får et generelt løft af borgerbetjeningen, således at vi både opnår en god tilgængelighed og en optimal betjening af borgerne. Hver gang vi køber nye systemer, er tilgængelighed med i vores overvejelser omkring valg af system, for omkostningen af indkøbet af et system, der har indtænkt tilgængelighed er minimal i forhold til at måtte udskifte eller reparere på et system, hvor tilgængeligheden ikke er indtænkt fra starten.’’

Desuden står Middelfart Kommune over for at skulle indføre en ny version af kommunens elektoniske sags- og dokumenthåndteringssystem. Og før den nye version er på plads, kan man ikke vælge et nyt blanketsystem, da disse to systemer skal kunne snakke samme. Opgaven med at gøre blanketsystemet tilgængeligt kan derfor komme til at vente et stykke tid, fordi andre systemer skal være på plads, inden blanketsystemet kan vælges. Et andet problem, som ligger uden for kommunens rækkevidde, er, at markedet for tilgængelige blanketter endnu er i sin vorden. Således findes der for øjeblikket slet ikke blanketsystemer, der kan leve op til alle tilgængelighedskrav.

Alle kan se perspektivet i en god tilgængelighed

Det er Peter Tvebros opfattelse, at alle i kommunen kan se perspektivet i at skabe en god tilgængelighed til hjemmesiden. Det gælder både på det ledelsesmæssige niveau og på medarbejderniveauet.

’’Jeg synes ikke, at jeg er stødt på nogen problemer i organisationen i forhold til at gøre hjemmesiden tilgængelig. Der er jo et stort fokus på handicapmainstreaming helt op på direktionsniveauet, og det breder sig som ringe i vandet ned igennem hele organisationen. Det handler meget om at få forklaret, hvorfor tilgængelighed er vigtig. Tilgængelighed er jo ikke noget problem, så længe det bliver indtænkt fra starten. Der er ingen, der rynker på næsen og siger: Hvorfor skal vi det? Jeg synes, at budskabet er nemt at formidle. Ofte skal der ikke mere til end at forklare vores webredaktører om de forskellige handicapgruppers behov, for at de forstår, hvorfor de skal tage nogle forholdsregler for at sikre tilgængeligheden.’’

Hvordan fremtidssikres hjemmesidens tilgængelighed?

Selv om www.middelfart.dk er godt på vej mod en god tilgængelighed, er det et stadigt arbejde, der skal foregå for at sikre, at hjemmesiden også vedbliver med at være tilgængelig. Ifølge Peter Tvebro kan tilgængeligheden sikres ved at teste hjemmesidens tilgængelighed med jævne mellemrum:

’’Det er nok ikke sidste gang, at vi beder Sensus om at teste vores hjemmeside. Jeg kan forestille mig, at vi vil teste siden med et par års mellemrum for lige at tjekke, hvordan det står til med tilgængeligheden. Om ikke andet vil det være relevant at teste siden, når blanketsystemet skal implementeres. I mellemtiden kan vi selv teste hjemmesiden i mindre målestok ved hjælp af testværktøjer. Vi vil også bruge Guiden Tilgængelig web som et opslagsværk eller som et materiale, vi kan henvise til, når nogle af de redaktører, der sidder ude i forvaltningerne eller institutionerne, er i tvivl om, hvad god tilgængelighed er.’’

Ud over disse tiltag afholder kommunikationsafdelingen møder hver anden måned med alle de medarbejdere, som beskæftiger sig med at vedligeholde hjemmesiden. Her tages forskellige generelle emner op vedrørende sprogbrug på nettet, brugervenlighed, design mv. – og specifikke emner som tilgængelighed.

Et godt råd: Tænk tilgængelighed ind fra starten!

Hvis Peter Tvebro skal komme med et godt råd til andre, som gerne vil sikre en god tilgængelighed til hjemmesider, så er det følgende:

’'Det bedste råd, jeg kan give andre kommunikationsansvarlige, er at tænke tilgængelighed ind fra starten. Det er utopi at tro, at man kan rette et gammelt system til, så det kan blive fuldt tilgængeligt. Der vil ofte være tale om så gennemgribende ændringer, at det simpelthen ikke kan betale sig at gennemføre. Derfor er det meget nemmere at tænke ind fra starten. Men hvis man står i den situation, at man bliver nødt til at lappe på en eksisterende løsning, er det vigtigt at plukke de lavt hængende frugter først, dvs. se på, hvad man kan gøre på den korte bane uden de store økonomiske omkostninger eller tidsmæssige ressourcer. Med tiden kan man så håbe på, at hjemmesiden bliver tilgængelig.

Projektdeltagelsen har affødt et generelt fokus på handicapaspektet

Ser man på, hvilken betydning deltagelse i Projekt Mainstreaming af handicapområdet har haft i organisationen generelt, mener Peter Tvebro, at deltagelsen har haft stor betydning over hele linjen i kommunen:

’’Alle er opmærksomme på, at man skal huske at indtænke handicapaspektet i de problemstillinger, som man arbejder med. Vores deltagelse i projektet har jo også affødt, at vi har talt meget om webtilgængelighed i forbindelse med møder på tværs i organisationen. Måske er der nogle medarbejdere, der ikke ved så meget om selve projektet, vi er med i – til gengæld ved de noget om de enkelte værktøjer, som Middelfart Kommune er med til at udvikle. Vi har ikke gjort så meget for at markedsføre vores deltagelse i projektet eksternt, men internt på vores intranet har vi samlet relevant information om projektet. Jo flere fora det bliver sagt i, jo bedre bliver folk til at huske, at man skal indtænke handicapaspektet overalt.’’