Projekt Mainstreaming af handicapområdet

Sitemap

Selvregistrering

Foto af Jørgen Ley, Søren Munch og projektkoordinator Inge Bonfils Storgaard
Print

Selvregistrering på prøve

Viborg Kommune afprøvede i efteråret 2007 Mærkeordningen for Tilgængelighed. Det er en national mærkeordning, der administreres af Foreningen Tilgængelighed for Alle (FTA). Mærkeordningen fungerer på den måde, at man via hjemmesiden www.godadgang.dk kan søge på bygningers tilgængelighed. Ifølge aftalen er kulturhuset Gudenåhuset blevet registreret ved mærket registrering og Hovedbiblioteket i Viborg ved selvregistrering. FTA registrerede Gudenåhuset i slutningen af november måned. I december var det Centralbibliotekets tur.

Af Inger Hindhede Kjær

Det var arkitekt Jørgen Ley, medarbejder i Teknisk forvaltning og formand for handicaprådet Søren Munch, der skulle prøve kræfter med selvregistreringen. Ingen af de to havde prøvet det før, men begge var fortrøstningsfulde inden starten, som Jørgen Ley sagde:

’’Umiddelbart virker det som en opgave, der er nem nok at gå til. Og hvis der er noget, vi ikke forstår, kan vi forhåbentlig læse os frem til løsningen i vejledningsmanualen, der forklarer, hvordan man gennemfører registreringen.’’

Optegningsrapporten og vejledningsmanualen udleveres af FTA

Jørgen Ley havde på forhånd tilmeldt sig mærkeordningen ved at registrere sig på hjemmesiden www.godadgang.dk. Registreringsproceduren foregår på den måde, at Jørgen Ley har oprettet sig som bruger af systemet. Derefter har han valgt den form for bygning, han ville registrere. Herefter har han modtaget en rapport via mail, som han skal bruge til at notere resultaterne ned i.

Desuden har han modtaget en vejledningsmanual, som er forholdsvis omfattende. Den er illustreret med billeder, så man kan se, hvordan, hvorfra og -til man skal måle. For eksempel står der beskrevet, hvordan man måler en dørs bredde. Hvordan en jævn, fast og skridhæmmende belægning defineres osv.

Rapporten til selvregistrering afviger fra den rapport, som man bruger til den mærkede registrering. Rapporten til selvregistrering er ikke nær så detaljeret, og derfor heller ikke lige så omfattende. Der er dog kommentarfelter, hvor der er plads til at notere yderligere kommentarer til målingerne.

Centralbiblioteket skulle opdeles i flere kategorier

Jørgen Ley og Søren Munch begyndte registreringen ude på parkeringspladsen og bevægede sig herefter ind mod indgangen til Centralbiblioteket. Det går dog hurtigt op for de to, at det ville blive nødvendigt at dele biblioteket op i tre kategorier, fordi stedet tilbyder tre funktioner, som er placeret hvert sit sted i bygningen og med egen indgang. Derfor valgte de at nøjes med at registrere Voksenudlånet denne dag, mens Musik- og Børnebiblioteket, samt mødelokalefaciliteterne måtte vente til en anden gang.

Registreringens forløb

Registreringen af Voksenudlånet gik slag i slag. De fulgte rapportens anvisninger side for side. Og efter ca. 2 timer var det vel overstået. De syntes begge, at det var gået smertefrit og ingen af dem var blevet afskrækkede i forhold til at gennemgå de øvrige dele af biblioteket på et senere tidspunkt. Som Søren Munch udtrykte det:

’’Det virkede bestemt ikke afskrækkende at gennemføre registreringen. Jeg vil nærmere sige tværtimod, så var det rimeligt nemt at gå til. Desuden er vejledningsmaterialet rigtig godt og giver en god beskrivelse af, hvordan målingen skal foregå.’’

Og Jørgen Ley supplerede:

’’Generelt set så synes jeg at registreringsrapporten er fornuftigt udformet. Jeg mangler ikke nogen felter. Det er også vigtigt, at vi vænner os til at bruge kommentarfelterne, for det er vigtigt, at man har mulighed for at notere eventuelle oplysninger. Hvis vi får gennemført registreringen af flere bygninger, bliver det stort. Og det bliver godt.’’

Registreringen af resten af biblioteket

Deres positive indtryk af selvregistreringen var ikke kun tomme ord, for Jørgen Ley og Søren Munch gennemførte registreringen af resten af biblioteksfaciliteterne et par uger efter.
Herefter påtog Jørgen Ley sig opgaven med at indtaste dataene på FTA’s hjemmeside, via den profil han allerede havde oprettet.

Tilgængeligheden til Centralbiblioteket kan nu ses på www.godadgang.dk >>

 

Faktaboks

Forskellen på ’’mærket registrering’’ og ’’selvregistrering’’

Mærkeordningen opererer med to forskellige systemer: den mærkede registrering og selvregistrering. Den mærkede registrering gennemføres af FTA. Og man får tildelt mærker alt efter i hvilket omfang den pågældende bygning opfylder tilgængelighedskravene jf. mærkningsordningen. Antallet af tildelte mærker vil derefter fremgå af hjemmesiden www.godgang.dk.
Selvregistrering kan man derimod selv gennemføre som ejer af en bygning eller som repræsentant for en ejer. Ved hjælp af hjemmesidens funktionaliteter - og materiale stillet til rådighed af FTA - kan man teste en bygnings tilgængelighed og siden hen registrere resultatet via hjemmesiden. Man får således ikke tildelt mærker, men giver alene brugeren adgang til måleresultaterne, hvorefter han/hun selv må vurdere, om stedet er tilgængeligt.

Læs mere om mærkeordningen her >>