SKIP LINKS

Baggrundsviden om handicap
i forhold til fysisk tilgængelighed

Høre- og talehandicap

Print

Gruppen af hørehandicappede dækker både gruppen af døve, døvblevne og hørehæmmede. Kendetegnende for gruppen er, at de har et kommunikationshandicap.

Døve defineres som mennesker, der er født døve, eller som har mistet hørelsen helt eller delvist i en tidlig alder. Døves første sprog er tegnsprog, og dansk er et fremmedsprog, hvilket betyder, at en stor del af gruppen kan have sproglige problemer med det danske sprog, såvel tale- som skriftsprog. Døve kommunikerer ved hjælp af tegnsprog og mundaflæsning. Tegnsprog er et fuldgyldigt sprog med sin egen selvstændige grammatik og opbygning.

Døvblevne er mennesker, der har mistet hørelsen helt eller næsten helt i en sen alder. Da hørelsen først er mistet, efter at personen har gennemgået en normal sprogudvikling, vil talesproget oftest være bevaret. For at forbedre kommunikationen benytter døvblevne tegnstøttet kommunikation (TSK) og/eller mund-håndsystem (MHS), der letter mundaflæsningen og dermed taleopfattelsen.

Hørehæmmede er mennesker, der har et lille eller moderat høretab og derfor ofte anvender høreapparat. Hørehæmmede er den største og bredeste gruppe af hørehandicappede. Sprogudviklingen afhænger af graden af høretab og tidspunktet for høretabets indtræden.

Cochlear implant (CI)

CI-opererede: Cochlear implant (CI) er et avanceret høreapparat, som gennem indopererede elektroder og elektriske impulser giver meget svært hørehæmmede og døve mulighed for at opfatte lyd, dog uden at opnå en normal hørelse. Man kan ikke på forhånd forudse, hvilket udbytte CI-opererede vil få, men en del af de opererede udvikler en så god hørelse, at den kan bruges til talesproglig udvikling. CI-opererede vil under alle omstændigheder, som andre hørehandicappede, have særlige behov i forhold til kommunikation.

Endelig kan nævnes mennesker med døvblindhed, som har en kombineret syns- og hørenedsættelse. Døvblindhed medfører varierende behov for, at aktiviteter og hjælpeforanstaltninger tilpasses individuelt. 

Tiltag som skaber tilgængelighed for mennesker med hørehandicap:

  • God visuel orientering - skiltning

  • God og hensigtsmæssig belysning

  • Lydsignaler suppleres med visuelle signaler og/eller vibratorer

  • Generelt god akustik og afskærmning af baggrundsstøj

  • Teleslyngeanlæg, FM-anlæg og mikrofonanlæg

  • At forskellige trafikformer adskilles, f.eks. adskillelse af fortov fra cykelsti med niveauspring.



Links