SKIP LINKS

Baggrundsviden om handicap
Værktøjet til planlægning af arrangementer

Astma og allergi

Print

Hvad er astma?

Astma er en lungesygdom, der f.eks. giver hoste, åndenød og vejrtrækningsproblemer. Astma kan være arvelig eller skyldes allergi. Hos de fleste er astma kronisk, og mange har også følsomme luftveje. Astmaanfald kan ofte forebygges ved at undgå de stoffer, der irriterer luftvejene, f.eks. tobaksrøg og parfume. Astma kan behandles med medicin.

Hvad er allergi?

Allergi er en reaktion på stoffer (allergener), der findes i omgivelserne. Allergener kan fx være husstøvmider, kæledyr med pels eller pollen og kan give høfeber- og astmasymptomer.

En anden form for allergi opstår, når kroppen kommer i kontakt med et bestemt stof, også kaldet kontaktallergi. Kontaktallergi kan f.eks. opstå ved kontakt med nikkel, parfume, konserveringsstoffer og planter.

Den vigtigste form for behandling af allergi er at undgå at komme i kontakt med de stoffer, man ikke kan tåle. Visse former for allergi kan også behandles med medicin.

En tredje type allergi er knyttet til fødevarer, kaldet fødevareallergi. Det kan være helt almindelige fødevarer som mælk, æg, hvede, nødder, skaldyr, bestemte frugter eller grøntsager, som udløser den allergiske reaktion. Føde-vareallergi kan alene behandles ved at undgå at spise de fødevarer, man har allergi over for. 

Hvad betyder astma og allergi i forhold til at deltage i arrangementer?

Personer, som har astma eller allergi, kan opleve, at de begrænses i deres muligheder for at deltage i samfundslivet, fordi de reagerer på stoffer i omgivelserne. Det kan være, hvis der er dårlig udluftning i bygninger, luften er fyldt med parfume eller allergener fra planter eller pelsdyr.

I forbindelse med afholdelse af arrangementer er det afgørende for personer med astma og allergi, at stedet og lokalet, hvor arrangementet afholdes, overholder en række krav til rengøringsstandard, udluftning, materialevalg m.m. – såvel som at området er røg- og dyrefrit. Hvis arrangementet inkluderer forplejning, bør der tilbydes særlig kost til personer med allergi. Som arrangør kan du indhente denne form for oplysninger i forbindelse med deltagernes tilmelding til arrangementet.

 

Links