Hvad er tilgængelig web?
Web for alle
Tilgængelig web handler om at give flest mulige mennesker i flest mulige situationer og fra flest mulige browserteknologier adgang til webbaseret information. Ud fra denne forståelse indebærer tilgængelig web, at også brugere, som har en større eller mindre grad af funktionsnedsættelse, kan bruge hjemmesiderne. Der kan være tale om brugere med nedsat syn, hørelse, motorik eller kognition. Disse funktionsnedsættelser indebærer, at brugere kan have problemer med at se, høre, læse og forstå indholdet, såvel som at manøvrere rundt på hjemmesiden. Gennem den tekniske konstruktion og design af hjemmesiden, såvel som formuleringen af indholdet, bør man sikre, at alle brugere på trods af deres funktionsnedsættelse kan bruge hjemmesiden.
Forskellige behov skal opfyldes
Hvis brugere på trods af deres funktionsnedsættelse skal kunne bruge en hjemmeside betyder det, at forskellige behov skal opfyldes.
For en bruger med synsnedsættelse skal al tekst, billeder og grafik for eksempel kunne læses op af skærmlæser eller via andre hjælpemidler. Og for de brugere, der har en hørenedsættelse, skal der være en udskrift af lydfiler på webstedet. For de brugere, der har en motorisk funktionsnedsættelse og deraf følgende problemer med at bruge musen, skal det være muligt at bruge tastaturet eller andre hjælpemidler til at tabbe sig igennem menuerne på hjemmedsiden. For de brugere, der har en kognitiv funktionsnedsættelse, skal hjemmesiden være opbygget på en enkel, ensartet og logisk måde - og i et letforståeligt sprog.
Teknik, design, navigation og indhold
For at hjemmesider skal være tilgængelige, er der flere ting, der skal spille sammen. Først og fremmest kræver det, at indhold og funktionaliteter på hjemmesiden kan læses af de hjælpemidler, som handicappede brugere anvender for at kompensere for deres funktionsnedsættelse.
For at sikre, at hjælpemidlerne virker, er det vigtigt, at der er brugt valide koder i forbindelse med konstruktionen af hjemmesiden. Desuden skal man tænke på brugervenlighed i forhold til design og navigationsstruktur på hjemmesiden. Dertil kommer en særlig opmærksomhed på den måde indholdet præsenteres på webstedet, herunder tekst, grafik, billeder og multimedier. Her skal man være opmærksom på, at man ofte ikke vil kunne tilbyde blinde og svagsynede den samme oplevelsesgrad af indholdet, f.eks. i forhold til brugen af farver, billeder og multimedier. Men man kan præsentere indholdet, så man sikrer, at alle brugere har lige muligheder for at tilegne sig den information, der ligger på hjemmesiden.
Lækkert webdesign og tilgængelig webdesign kan spille sammen
Mange tror, at tilgængelig web er ensbetydende med et grimt webdesign. Det er dog en misforståelse. Man kan sagtens lave lækkert webdesign, som også er tilgængeligt for handicappede. Ganske vist skal man nøje overveje valg og kombination af farver, informationsarkitekturen osv. nøje. Men der er stor sandsynlighed for, at en god tilgængelighed til hjemmesiden også øger brugervenligheden for hjemmesiden.
Brugervenligt webdesign for handicappede brugere
Der er mange eksperter indenfor området brugervenlighed, der har opstillet definitioner på, hvad et brugervenligt webdesign indebærer. Af danske eksperter kan nævnes Jakob Nielsen og Rolf Molich. De opstiller for eksempel fem krav til en hjemmeside, for at det kan kaldes brugervenlig.
Hjemmesiden skal være:
- Let at bruge
- Effektivt at bruge
- Let at huske
- Nyttigt at bruge
- Rart at bruge
Disse kriterier er også vigtige at være opmærksomme på, når man udvikler tilgængelig web, idet de både sikrer en høj grad af brugervenlighed og samtidig underbygger en god tilgængelighed til hjemmesiden.
Lovgivning og tilgængelig web
I Danmark har vi endnu ingen lovgivning, der sikrer tilgængeligheden til web i modsætning til for eksempel USA. Når man taler om retningslinjer for krav til tilgængelig web er man dog enige om at følge de internationale retningslinjer angivet i WCAG 1.0 (en ny version WCAG 2.0 er på vej) udarbejdet af WAI under World Wide Web Consortiet (W3C: http://www.w3.org/). Det er således også disse retningslinjer, som IT- og Telestyrelsen tager udgangspunkt i i deres materiale om tilgængelig web.
Selvom Danmark endnu ikke har nogen lovgivning på området, er det pr. 1. januar 2008 blevet obligatorisk for alle offentlige myndigheder at anvende en række åbne standarder i alle nye offentlige it-løsninger. Dette indebærer, at offentlige myndigheder skal sikre sig, at fremtidige it-løsninger baseres på, eller understøtter de obligatoriske åbne standarder, herunder også standarder for offentlige hjemmesider og tilgængelighed.
Links
Læs mere om åbne standarder her >> www.itst.dk/regeringens-it-og-telepolitik/abne-standarder
IT- og Telestyrelsen har en enhed kaldet ’’Kompetencecenteret it for alle’’ (KIA), som udelukkende arbejder for at sikre tilgængelig information og tilgængelige offentlige arbejdspladser. Endvidere har de særligt fokus på tilgængelighed i it-politiske initiativer, den digitale forvaltning og den digitale selvbetjening.
KIA har en lang række af materiale omkring emnet tilgængelighed liggende på deres hjemmeside. Ønsker man mere information om KIA og en grundig indføring i emnet, henvises til KIA’s hjemmeside.
Læs mere om brugervenlig webdesign på Jacob Nielsen hjemmeside her >>
Læs mere om brugervenlig webdesign på Rolf Molichs hjemmeside her >>
Læs mere om tilgængelighed på IT- & Telestyrelsens hjemmeside her >>
Læs mere om tilgængelig web på Sensus’ hjemmeside her >>