SKIP LINKS

Guiden Det gode møde (kort version)
Værktøjet til det gode møde

Bevægelseshandicap

Print

Personer med bevægelseshandicap har nedsat kraft eller funktionsevne i muskler og led i arme, ben og krop. Man kan dog også have et bevægelseshandicap som konsekvens af nedsat lungefunktion. Et bevægelseshandicap kan være medfødt, opstå som følge af sygdom, alder eller en ulykke.

Nogle mennesker med bevægelseshandicap bruger kørestol hele tiden, mens andre klarer sig ved at bruge kørestol efter behov, ved hjælp af en rollator eller stok. Personer med nedsat funktionsevne i arme og hænder kan have svært ved at åbne tunge døre, trykke på kontakter eller nå ting. Vær desuden opmærksom på, at mennesker med bevægelseshandicap ofte har en lav træthedstærskel.

I en kommunikationssituation kan der opstå misforståelser, fordi personen i kørestol befinder sig en lavere øjenhøjde end en stående person. Eller fordi personen ikke har samme bevægelighed som andre uden funktionsnedsættelse og måske derfor ikke kan opfylde de almindelige konven­tioner for god kommunikation. Som samtalepartner er det derfor vigtigt, at du tager højde for disse forhold.

Gode råd om, hvordan du kommunikerer med kørestolsbrugere

  • Hils, som du plejer

  • Giv hånd, ligesom du vil gøre til andre. Hvis personen ikke kan give et håndtryk, kan du lægge din hånd på vedkommendes hånd som en hilsen eller give et let tryk på personens arm/skulder.

  • Hvis du hilser mundtligt, så vær sikker på, at personen i kørestol har set dig, dvs. du skal stille dig foran personen.

Tal direkte til den anden

  • Hvis du vil i kontakt med en kørestolsbruger, der har en hjælper med (eller andre personer), er det vigtigt, at du taler direkte til kørestolsbrugeren og ikke henvender dig gennem hjælperen. Hvis kørestolsbrugeren har en personlig hjælper, har hjælperen en særlig rolle som ”usynlig” og deltager ikke i samtalen.

  • Hvis personen i kørestolen har talebesvær og ikke kan gøre sig forståelig over for fremmede, vil personen, der følger kørestols­brugeren, ofte kunne støtte en samtale. Du kan læse mere om at kommunikere med mennesker, der har et talehandicap under afsnittet på s. 20.

Tal med den anden i øjenhøjde

  • For at tale med personen i øjenhøjde kan du for eksempel sætte dig på en stol eller noget andet.

Tag hensyn til den andens bevægehandicap

  • Vær opmærksom på personens mobilitet og hvilken form for hjælp han/hun har brug for. Hvis personen for eksempel har svært ved at bevæge hovedet, bør du sætte dig, således at personen ikke skal anstrenge sig for at se på dig. Hjælp kan bestå i at hente ting, drikkevarer, mad m.v.

  • Giv dig tid til at lytte, når personen i kørestol eventuelt forklarer, hvad han/hun gerne vil have hjælp til.

  • Det er vigtigt, at du ikke overskrider den andens intimsfære ved for eksempel at komme for tæt på. Det er samtidig vigtigt, at du ikke udviser overdreven omsorg, er overdrevent jovial eller ændrer stemmeføring. Vær desuden opmærksom på, at kørestolen er en del af brugeren. Sæt derfor ikke fødderne op på stolen.

Links