Forord
Denne guide er til dig, der gerne vil vide mere om, hvordan du
kommunikerer med mennesker, der har et handicap.
Center for Ligebehandling af Handicappede udgiver denne folder, fordi mange mennesker bliver usikre på, hvordan de skal kommunikere med mennesker, som ser anderledes ud eller opfører sig anderledes end flertallet. Langt hovedparten af mennesker med et handicap følger dog de samme konventioner for god kommunikation som andre.
I nogle tilfælde kan en specifik funktionsnedsættelse påvirke et menneskes adfærd og opfattelsesevne, hvilket kan medføre, at personen opfører sig anderledes, end andre forventer. Det kan for eksempel være tilfældet i forbindelse med kognitive handicap eller psykiske sygdomme.
Folderen præsenterer kort forskellige former for funktionsnedsættelser, der kan påvirke en kommunikationssituation og giver dig gode råd til, hvordan du kan imødegå eventuelle kommunikationsvanskeligheder. Det er f.eks. gode råd om, hvordan man hilser på en person, der er blind, hvordan du sikrer dig, at en person, der er døv, forstår, hvad du siger. Eller hvordan du håndterer mødet med en person, der har en kognitiv funktionsnedsættelse eller en psykisk sygdom.