Introduktion
Guidens formål
Denne guide henvender sig til de medarbejdere i kommunen, som forbereder og skriver sagsfremstillinger og bilag til de politiske udvalg og byrådets møder.
Guiden er udarbejdet for at understøtte, at handicapperspektivet inddrages, når der forberedes sager til byrådet og de politiske udvalg. Ved at bruge guiden sikrer du, at handicapaspektet indarbejdes fra starten i det skriftlige materiale, der ligger til grund for de politiske beslutninger. Hermed indgår handicapaspektet som en selvfølgelig del af den forhåndsviden, politikerne har, forud for at de træffer beslutninger.
Det forhold, at handicapaspektet indgår som en selvfølgelig del, kalder vi i materialet for ”mainstreaming”. Mainstreaming betyder ”hovedstrøm” og henviser til, at noget bliver en del af den almindelige tænkning og arbejdsform.
Når du beskriver de handicaprelaterede forhold i en sag, sikrer du også, at administrationen gøres opmærksom på de sager, der indeholder en handicapvinkel, og derfor bør sendes til høring i handicaprådet.
Guiden introducerer til de forskellige handicapgruppers behov, så du kan gennemgå din egen sagsbeskrivelse og indarbejde handicapaspektet i beskrivelsen. Du kan også søge på eksempler og temaer og herigennem få viden om, hvilke forhold der er relevante at indarbejde i forskellige sagstyper.