Læse- og skrivehandicap
Hvad vil det sige at have et læse- og skrivehandicap?
Et læsehandicap er en sproglig funktionsnedsættelse som betyder, at man har problemer med at omsætte bogstaver til sproglyde, så de danner ord og mening. Læsevanskeligheder kan også medføre vanskeligheder med at skrive og stave. Problemet for mennesker med læsehandicap består i, at de har problemer med at tilegne sig skriftligt formidlingsmateriale.
Det nok mest kendte læse- og skrivehandicap er ordblindhed (dysleksi). Funktionsnedsættelsen indebærer vanskeligheder med at opdele sammenhængende tale i de sproglyde, som danner grundlaget for skriften. Man har dog gode erfaringer med at opøve ordblindes læsekompetencer gennem intensiv læseundervisning. '
Der findes mange forskellige grader af ordblindhed. Således vil der være personer, som kan have problemer med at klare et job på grund af funktionsnedsættelsen, mens andre er i stand til at tage en videregående uddannelse.
Læseproblemer er et generelt stigende problem i samfundet, i takt med at kravene til læsefærdigheder stiger. Således vil mange mennesker, der ikke tidligere har oplevet sig selv som handicappede på dette område, blive ramt, herunder også borgere, der har dansk som andetsprog.
Kommunikation med mennesker med et læse- og skrivehandicap
Hovedparten af mennesker med et læse- og skrivehandicap har ingen problemer med at forstå det talte sprog. Deres problem vedrører hovedsageligt de konsekvenser, det har ikke at kunne læse og skrive flydende. Det er forskelligt fra person til person, hvor stort omfanget af handicappet er, såvel som i hvilken grad den enkelte er berørt af problemet. Men eftersom enhver uddannelse og hovedparten af alle jobs indebærer en forventning om at kunne tilegne sig information gennem skriftlig formidling, kan det have store sociale konsekvenser ikke at kunne læse eller skrive flydende. Funktionsnedsættelsen kan sætte begrænsninger for de sociale fritidsaktiviteter og udfoldelsesmuligheder. Hvis man f.eks. ikke kan læse skiltningen i en stor virksomhed, sportshal, biograf, konferencecenter osv., kan det være vanskeligt at finde det lokale, man leder efter. Og hvis man ikke kan læse gadeskilte, busplaner, gadenavne osv., kan det være svært at komme omkring.
I kommunikationssammenhænge kan det være en fordel for denne gruppe, at der i forbindelse med informationsformidling bruges flere medier og former at formidle på:
Benyt skilte med symboler frem for - eller som supplement til tekst
Informationsmateriale kan suppleres med billeder, der underbygger budskabet i teksten.
Frem for skriftlig formidling kan man i stedet overveje at informere via video eller lydfil
Tilbyd alternative versioner af skriftligt informationsmateriale som f.eks. læs-let versioner.
Mennesker med læsevanskeligheder kan have stor gavn af it-hjælpemidler, som kan være en støtte i forhold til at forstå skriftlig formidling, såvel som i forhold til at skrive tekster.
It-hjælpemidler
Computere generelt:
Brugen af computer stiller store krav til brugerens læsekompetencer, men computeren er alligevel en stor hjælp, da man gennem forskellige former for software kan afhjælpe problemer med at læse og skrive.
Oplæsning af tekst:
Næsten enhver tekst på computeren kan oplæses med syntetisk eller digital tale. IT- og Telestyrelsen stiller gratis programmet ''Adgang for alle'' til rådighed, der kan oplæse digital tekst.
Programmet ''Adgang for alle''kan downloades her >>
Skrivning af tekst
I forbindelse med skrivning af tekst kan den ordblinde benytte sig af ordforslagsprogrammer, elektroniske ordbøger, stavekontrol m.v.
Digitalisering af papirtekst
Bøger og andet papirbaseret materiale kan skannes ind og omsættes til digital tekst til eget brug. Dette er lovligt, hvis man på grund af en funktionsnedsættelse er ude af stand til at læse trykt tekst.
Gode råd om, hvordan du kommunikerer med en person med et læse- og skrivehandicap
Mennesker med læse- og skrivevanskeligheder vil typisk have problemer med at rumme store mængder information, fordi de typisk i situationen ikke har mulighed for at supplere den viden, som de får præsenteret mundtligt med skriftlig information. Der kan derfor ligge en stor formidlingsopgave i mødet med mennesker med denne funktionsnedsættelse.
Giv dig god tid til samtalen
Det er vigtigt, at du signalerer, at du tager dig tid til at samtale med personen. Vis ikke utålmodighed.
Vis respekt over for den anden
Vær respektfuld ved at tage hensyn til den andens funktionsnedsættelse i forhold til din servicering af personen.
Tilbyd informationsmateriale i flere versioner
Det er optimalt, hvis du kan tilbyde informationsmaterialet i flere versioner, f.eks. som lydfil eller som videopræsentation. Hvis informationsmaterialet foreligger i skriftligt format, bør der tilbydes en elektronisk udgave på kommunens hjemmeside, hvilket giver personen mulighed for at få læst materialet op derhjemme ved hjælp af et softwareprogram. Det er også en god idé at tilbyde skriftligt materiale i en læs-let version. I læs-let udgaver vil tekster ofte være understøttet med illustrationer, fotos, tegninger m.v., hvilket også underbygger den pædagogiske tilgang med at bruge flere sansekanaler i forhold til skriftlig formidling.
Vær opmærksom på den andens forståelse
Det er vigtigt, at du er meget opmærksom på, om den anden forstår, hvad du siger. Du bør også være indstillet på at gentage forklaringer, indtil du er sikker på, at han/hun har forstået indholdet. - Stil dig selv til rådighed i forhold til at yde den form for hjælp, som personen har behov for. Det kan for eksempel være en god hjælp for personen, hvis du tilbyder at læse teksten op i forbindelse med, at personen skal udfylde et skema eller en blanket. Hvis personen skal udfylde et skema eller en blanket, kan du også tilbyde at udfylde den efter hans/hendes anvisninger.