Kom godt i gang
Hvordan indarbejder jeg handicapaspektet i arbejdsplanen?
For at kunne afdække hvilke projekter og aktiviteter som indeholder et handicapaspekt, kræver det viden om de forskellige handicapgruppers vilkår og behov.
Du kan med fordel læse guiden Baggrundsviden om individuel handicapkompensation og mainstreaming under Værktøjet til sagsfremstilling eller søge mere viden om de forskellige handicapgrupper under Værktøjet Et liv med handicap. Her kan du få et minimum af viden om de forskellige handicapgruppers behov. Det vil ofte være nødvendigt at søge yderligere information eller rådføre sig med kommunens handicapråd og handicaporganisationerne. Du kan også konsultere videns- og kompetencecentre på området.
Systematisk analyse og vurdering
Du indarbejder handicapaspektet ved systematisk at analysere og vurdere, om der er opgaver, projekter eller aktiviteter i arbejdsplanen, som påvirker eller på anden måde vedrører de forskellige grupper af mennesker med handicap. Husk på, at der er kan være mange opgaver og aktiviteter, som indeholder et handicapaspekt, også selv om opgaven eller aktiviteten ikke direkte omhandler tilbud eller servicer, der er direkte målrettet mennesker med handicap. Husk også, at god tilgængelighed for borgere med handicap giver øget serviceniveau for borgerne generelt og dermed bedre kvalitet.
Testspørgsmål
Du kan starte med at teste hver opgave i arbejdsplanen ved at
gennemgå om opgaverne vedrører emnerne:
Testspørgsmål
Du kan starte med at teste hver opgave i arbejdsplanen ved at gennemgå de følgende spørgsmål.
Fysisk tilgængelighed
Er der aktiviteter eller andre forhold i opgaven, som har relation til de fysiske rammer?
Det kan være:
Ude-arealer som stier, veje, fortove
Rekreative områder som naturparker, legepladser
Transport som bus, tog, bil, andre transportmidler
Bygninger med offentlig adgang
Boliger
Kan du svare ja til dette, er det relevant at gå videre i analysen for at sikre, at de tilgængelighedsmæssige forhold for mennesker med handicap vurderes yderligere. Det er vigtigt, at du vurderer de tilgængelighedsmæssige forhold for alle handicapgrupperne og ikke kun for mennesker med bevægelseshandicap.
Du kan finde inspiration hertil i Værktøjet til fysisk tilgængelighed.
Information og formidling
Er der aktiviteter eller andre forhold i opgaven, som har relation til information og formidling af oplysninger?
Det kan være:
Informationer til borgerne, f.eks. via forskellige medier som kommunens hjemmeside, lokalavis, lokalradio, lydavis, pjecer m.v.
Invitationer til deltagelse i f.eks. borgermøder, kulturelle aktiviteter m.v.
Kan du svare ja til dette, er det relevant at gå videre i analysen for at sikre, at informationerne er tilgængelige for mennesker med handicap. Tilgængeligheden til informationer er især et problem for borgere med kognitivt handicap og borgere med læse- og skrivevanskeligheder. Derudover oplever borgere med synshandicap og borgere med nedsat funktionsevne i arme og hænder ofte problemer med tilgængeligheden til information, som formidles via nettet, fordi mange hjemmesider ikke er tilgængelige for dem.
Du kan finde inspiration til, hvordan du sikrer tilgængeligheden til web i Værktøjet til tilgængelig web.
Deltagelse og inddragelse af borgerne
Er der opgaver eller aktiviteter, hvor borgerne deltager eller på anden vis inddrages?
Det kan være:
Aktiviteter som kulturelle tilbud, sportsdage, loppemarked, sommer-
feriearrangementer, sundhedskampagner m.v.Deltagelse i nærdemokratiske processer i råd og bestyrelser, borgermøder, elektroniske borgerpaneler m.v.
- Deltagelse i vurdering af et tilbudsservice og kvalitet, f.eks. ved brugerundersøgelser, undervisningsmiljøvurdering, børnemiljøvurdering m.v.
Kan du svare ja til dette, er det relevant at g å videre i analysen for at sikre, at de metoder, der anvendes, giver borgere med handicap mulighed for at deltage.
Du kan finde inspiration til, hvordan du vælger metoder, der sikrer, at borgere med handicap kan deltage i nærdemokratiet i Værktøjet til politikformuleringsprocesser.
Du kan også læse mere om, hvordan du planlægger et arrangement, som er tilgængeligt for borgere med handicap i Værktøjet til planlægning af arrangementer.
Social tilgængelighed
Er der opgaver eller aktiviteter, hvor ikke-handicappede møder mennesker med handicap ansigt til ansigt?
Det kan være:
Personlig kontakt mellem offentligt ansatte og brugere af det offentlige system på f.eks. biblioteker, i borgerservice, jobcentret, kulturhuse, krisecentre, daginstitutioner, skoler, fritidsklubber m.v.
Kulturelle og sportslige aktiviteter arrangeret af kommunen eller med tilskud fra kommunen
Personlig kontakt mellem politikere og borgere i kommunen ved f.eks. borgermøder, dialogmøder m.v.
Kan du svare ja til dette, er det relevant at gå videre i analysen for at sikre, at ikke-handicappede møder borgere med handicap på en ligeværdig og respektfuld måde.
Du kan finde inspiration til, hvordan du sikrer god kommunikation med mennesker med handicap i ''Guiden Det gode møde''.