Introduktion
Betydningen af tilgængelighed
Tilgængeligheden til bygninger er en afgørende forudsætning for, at mennesker med handicap kan deltage i samfundets udbud, skabe sig et indholdsrigt liv og nyde godt af kommunens tilbud og services på lige fod med alle andre. Kommunen ejer en lang række bygninger med offentlig adgang såsom kulturhuse, biblioteker, sportsanlæg, skoler, daginstitutioner m.v. Borgerne kan ofte også leje bestemte kommunale bygninger eller lokaler til møder, arrangementer eller andre aktiviteter.
Registrering af tilgængeligheden er første skridt på vejen
I nogle af de kommunale bygninger vil tilgængeligheden være ufuldstændig, men dog på et niveau, som gør det muligt for mange borgere med handicap at bruge bygningen og dermed deltage i de aktiviteter eller tilbud, som finder sted i bygningen. Andre bygninger vil måske være helt utilgængelige for mennesker med handicap.
Et første skridt på vejen mod bedre tilgængelighed til det eksisterende byggeri kan være, at kommunen får overblik over den tilgængelighedsmæssige standard for de kommunale bygninger og synliggør oplysningerne for borgerne.
Guidens fokus
Denne guide sætter fokus på registrering og synliggørelse af tilgængeligheds-standarden i de kommunale bygninger. Guiden giver gode råd til, hvordan kommunen kan registrere og skabe synlighed omkring tilgængeligheden til de eksisterende bygninger. I ’’Baggrundsviden om handicap i forhold til fysisk tilgængelighed’’ kan du læse en kort introduktion til, hvad tilgængelighed betyder for forskellige grupper af handicappede.
Guidens målgruppe
Guiden henvender sig til medarbejdere i forvaltninger/magistrater i kommunen samt medarbejdere, der har ansvaret for kommunens decentrale institutioner og tilbud. Guiden kan også læses af andre med interesse for emnet tilgængelighed og handicap.