Introduktion
Betydningen af tilgængelighed
Tilgængelighed er altafgørende for mennesker, som har en nedsat funktionsevne. Fysiske barrierer forhindrer borgere med nedsat funktionsevne i at deltage i samfundslivet på lige fod med alle andre. For samfundet kan det være økonomisk dyrt at rette op på utilgængeligt byggeri, når først skaden er sket. Derfor bør kommunerne sikre god tilgængelighed, når der skal bygges nyt eller eksisterende byggeri skal renoveres/ombygges. Det gælder både, når det er kommunen selv, der er bygherre og ved byggesagsbehandling af alle byggerier.
Guidens fokus
Denne guide sætter fokus på den fysiske tilgængelighed ved nybyggeri og ombygninger. Guiden giver gode råd til, hvordan kommunerne kan sikre god tilgængelighed ved nybyggeri og ombygninger. I guiden ”Baggrundsviden om handicap og handicappets betydning i forhold til fysisk tilgængelighed”, kan du læse en kort introduktion til, hvad tilgængelighed betyder for forskellige grupper af handicappede.
Guidens målgruppe
Guiden henvender sig til medarbejdere i kommunen, som deltager i byggeprojekter. Det kan være medarbejdere med eller uden byggesagkyndig viden. Guidens formål er at give medarbejderne en kort introduktion til emnet tilgængelighed og handicap samt en række gode råd til, hvordan de som deltagere i en byggeproces kan bidrage til, at der er fokus på tilgængeligheden for mennesker med handicap. Guiden kan også læses af andre med interesse for emnet tilgængelighed og handicap.