Introduktion
Der findes grundlæggende to former for test: eksperttest og brugertest. I det første tilfælde gennemgår en ekspert et websted i forhold til opstillede mål og parametre for webstedet. I forhold til test af tilgængelighed vil mål og parametre for eksempel svare til retningslinjerne for WAI, niveau 1 og 2.
I det andet tilfælde gennemgår brugere med handicap webstedet i forhold til opstillede opgaver, som skal løses inden for nogle på forhånd fastsatte rammer. Opgaverne vil være typiske handlinger og funktionaliteter på webstedet, som f.eks. bestilling af varer, tilmelding af nyhedsbrev, tilretning af personlig side – typiske opgaver, som en bruger på webstedet vil komme ud for. Der er ofte sat en tidsramme for løsningen af opgaven, således at webstedets funktionalitet bedømmes som dårlig, hvis brugeren ikke kan løse opgaven inden for f.eks. to minutter.
Medarbejderen som eksperten
Som medarbejder kan man påtage sig både ekspertrollen såvel som testlederrollen i forhold til at gennemføre brugertest. Det kommer helt an på den enkelte medarbejders kompetencer inden for området. I denne vejledning indgår kun forslag til, hvordan man kan gennemføre en modificeret eksperttest. Men vejledningen vil ikke komme ind på, hvordan man gennemfører brugertest.
Automatiserede værktøjer og manuelle vurderinger
Når man ønsker at teste et websted for tilgængelighed, bruger man en blanding af automatiserede værktøjer og manuel vurdering.
Der findes en lang række af automatiserede værktøjer, der kan teste et websted for en del af punkterne vedrørende tilgængelighed. En stor del af disse testværktøjer er kommercielle, men hvor der tillige tilbydes demoversioner eller mulighed for at teste enkelte sider af webstedet gratis.
Alle testresultater fra automatiske test kræver en manuel vurdering af testresultatet og en grundlæggende viden om tilgængelig web. Derfor kan det være svært at bruge disse automatiserede værktøjer, hvis man ikke har nok baggrundsviden for at vurdere testresultatet, som værktøjet præsenterer i forbindelse med testen. Testværktøjet angiver nemlig ikke et endeligt facit, men henviser blot til en lang række af sider på webstedet, hvor der synes at være problemer med HTML, CSS osv. Det er op til den person, som udfører testen, at vurdere, hvor alvorlige fejlene er, og hvad der i givet fald skal gøres ved dem.
En del af nedenstående værktøjer kan dog godt bruges uden at have nogen stor teknisk viden om kodeskrivning, HTML, CSS m.v.
En modificeret eksperttest
Ved at gennemføre nedenstående test kan man ikke gennemføre en professionel ekspertvurdering af webstedet, men den kan give et indtryk af, hvordan det står til med webstedets tilgængelighed.
Testen kan for eksempel bruges til at få et indtryk af, om en leverandør har overholdt kravene til tilgængelig web, jf. kravspecifikationen.
Professionel hjælp
Hvis man ikke selv har tilstrækkelig med viden til at vurdere værdien af de fejl, som f.eks. de automatiserede testværktøjer viser, kan det dog være svært at argumentere med et firma, der mener, at de har overholdt kravspecifikationen. Derfor anbefales det inddrage en ekspert i forbindelse med gennemførsel af test, hvis man ikke selv har den fornødne ekspertise til at gennemføre testen.
Effekten af testresultatet
En ekspert i tilgængelig web kan være med til at udvikle et websted helt fra starten eller blive inddraget på et tidspunkt, hvor man ønsker at teste webstedet for tilgængelighed. Hvilken effekt, testresultatet så får, er en helt anden sag. Her kommer det til at handle om, at der er vilje og økonomi til at udbedre eventuelle problemer.
Test af webstedet i praksis
Når man skal teste et websted, behøver man ikke teste hver eneste side. I stedet udvælger man sider, der er repræsentative for hele webstedet. På repræsentative sider skal for eksempel indgå elementer, som går igen på alle sider, som for eksempel menuer, headere, footere, venstre kolonner, højre kolonnner osv. Desuden skal man udvælge alle elementer med funktionalitet, som for eksempel datatabeller, formularer, printfunktion, scripts osv.
Desuden er det en god idé at starte med at teste de sider, som har den største betydning for brugerne, f.eks. forsidens funktionalitet, navigationsmenu, søgefunktion, udfyldelse af formularer, tilmelding til nyhedsbrev, printfunktion osv.
På IT- & Telestyrelsens hjemmeside ligger der videoklip, der viser, hvorledes man kan teste forskellige former for tilgængelighed til en hjemmeside.