Introduktion
Denne guide er målrettet webredaktører, der udelukkende beskæftiger sig med at opdatere og vedligeholde hjemmesider. Derfor medtager guiden kun viden om tilgængelighed, som er relevant for dette arbejde. På den anden side kan grænsen mellem arbejdet med at vedligeholde og udvikle hjemmesider være flydende. Derfor medtager guiden ind imellem viden, som kan være nødvendig for at sikre, at hjemmesiden fastholder den tilgængelighed, som er indtænkt fra starten.
For de webredaktører, som arbejder med hjemmesider, hvor tilgængeligheden ikke er indtænkt fra starten, er denne viden endnu mere relevant. Her må du selv på baggrund af din viden forsøge at sikre tilgængeligheden bedst muligt.
Ønsker du at vide mere om krav til konstruktion, design, navigation og indhold i forhold til at gøre en hjemmeside tilgængelig, kan du læse guiden ’’Gode råd om tilgængelig web for webudviklere’’.
Hvad er WAI?
World Wide Web Consortiet (W3C) arbejder med et bredt område inden for world wide web. Inden for W3C findes en gruppe, der arbejder for større tilgængelig på webben, der hedder WAI (Web Accessibility Initiative). Selve guiden, der angiver de konkrete tekniske retningslinjer for tilgængelig web, hedder WCAG 2.0 (Web Content Accesibility Guideline).
WCAG 1.0 er inddelt i tre niveauer
WCAG 1.0 angiver tre niveauer for tilgængelighed. Niveau 1 (kaldet A i WCAG) er retningslinjer, som skal overholdes for, at mennesker med funktionsnedsættelse kan få adgang til information på netstedet. Niveau 2 (AA) er retningslinjer, der bør opfyldes for, at størstedelen af brugere med funktionsnedsættelse kan få adgang til information på webstedet.
Niveau 3 (AAA) er retningslinjer, som kan opfyldes, hvis man ønsker, at alle brugere med funktionsnedsættelse har adgang til information på netstedet. Den generelle holdning i Danmark, såvel som i EU er, at hjemmesider skal overholde niveau 1 og 2.
Krav til tilgængelighed
I Danmark, EU, Canada og Australien følger man de retningslinjer for tilgængeligt webdesign, som World Wide Web Consortium (W3C) har opstillet. I USA følger man sine egne lovbefæstede retningslinjer kaldet Section 508. På nogle områder svarer disse retningslinjer til WCAG 2.0 og på andre gør de det ikke.