Tilknyt en ''Alt''-tekst til grafiske elementer
Billeder, der fungerer som knapper
Når du bruger billeder, der fungerer som en knap, skal ’’Alt’’-teksten beskrive funktionaliteten. Er der for eksempel tale om en søgeknap, skal ’’Alt’’-teksten blot hedde ”Søg”.
Billeder der er indlejret i layoutet
På nogle hjemmesider er der brugt tomme billedfiler til at få layoutet til at se ud på en ganske bestemt måde. Disse filer er ikke synlige for brugeren. For at give skærmlæseren besked på, at disse filer er tomme, indsættes følgende ’’Alt’’-tekst: alt=”” (der må ikke være mellemrum mellem de to citationstegn).
Billedfiler kan også bruges til at skabe forskellige former, som for eksempel buer, bogstaver osv., der indgår som en del af designet på hjemmesiden. Disse skal også blot have indsat en tom ’’Alt’’-tekst. Det vil dog være sjældent, at man ser denne måde at layoute hjemmesiden på, efterhånden som alle bruger CSS til design og layout.
Grafer, diagrammer o.l.
Grafer, diagrammer o.l. kan indeholde flere informationer end der kan stå i en ’’Alt’’-tekst. I disse tilfælde kan du skrive et resumé af grafens resultater i XHTML’en. Beskrivelsen kan for eksempel via attributten longdesc i forbindelse med taggen: longdesc=”longdescriptions.html#graf1”>. Derudover skal du tilføje en ’’Alt’’-tekst, der beskriver selve grafen som element.
Tekster, der ligger indlejret i grafikken
Hvis for eksempel en menutekst er indlejret i et grafisk element eller et billede, kan en skærmlæser ikke læse teksten. Derfor kræver denne form for navigation en ’’Alt’’-tekst. Det vil dog være mere hensigtsmæssigt at bruge CSS til at opnå denne effekt, fordi man ikke kan forstørre en tekst, der ligger indlejret i et grafisk element. Den grafiske tekst vil blot blive mere utydelig, når den forstørres.