SKIP LINKS

Tjekliste
Værktøjet til sagsfremstilling

Tjekliste: Hvor finder jeg typisk handicapaspektet i en sag?

Print

Forberedelse af sagsmaterialet til de politiske udvalg

Når du forbereder en sagsbeskrivelse til de politiske udvalg, kan du starte med at teste sagen ved at gennemgå de følgende spørgsmål. Herved får du et fingerpeg på, om der er handicaprelaterede forhold i sagen, som du skal være opmærksom på.

Fysisk tilgængelighed

Er der aktiviteter eller andre forhold i sagen, som har relation til de fysiske rammer?

Det kan være:

  • ude-områder som f.eks. stier, veje, fortove.

  • rekreative områder som f.eks. naturparker, legepladser.

  • transport som f.eks. bus, tog, bil og andre transportmidler.

  • bygninger med offentlig adgang

  • boliger.

Kan du svare ja til dette, er det relevant at gå videre i analysen for at sikre, at de tilgængelighedsmæssige forhold for mennesker med handicap vurderes yderligere.

Det er vigtigt, at du vurderer de tilgængelighedsmæssige forhold for alle handicapgrupper og ikke kun for mennesker med bevægelseshandicap.

Du kan læse mere om fysisk tilgængelighed for alle handicapgrupper i Værktøjet til fysisk tilgængelighed” her >>

Information og formidling

Er der aktiviteter eller andre forhold i sagen, som har relation til information og formidling af oplysninger?

Det kan være:

  • Informationer til borgerne, f.eks. via forskellige medier som kommunens
    hjemmeside, lokalavis, lokalradio, lydavis, pjecer mv. 

  • Invitationer til deltagelse i f.eks. borgermøder, kulturelle aktiviteter mv.

Kan du svare ja til dette, er det relevant at gå videre i analysen for at sikre, at informationerne er tilgængelige for mennesker med handicap. Tilgængeligheden til informationer er især et problem for borgere med kognitivt handicap og borgere med læse- og skrivevanskeligheder. Derudover oplever borgere med synshandicap og borgere med nedsat funktionsevne i arme og hænder ofte problemer med tilgængeligheden til information på grund af utilgængelige hjemmesider.

Du kan læse mere om tilgængelighed til hjemmesider i Værktøjet til tilgængelig web her >>     

Metoder for deltagelse og inddragelse af borgerne

Er der aktiviteter eller andre forhold i sagen, hvor borgerne deltager eller på anden vis inddrages?

Det kan være:

  • Aktiviteter som kulturelle tilbud, sportsdage, loppemarked, sommerferiearrange menter, sundhedskampagner mv.

  • Deltagelse i nærdemokratiske processer i råd og bestyrelser, borgermøder, elektroniske borgerpaneler mv.

  • Deltagelse i vurdering af et tilbuds service og kvalitet, fx ved brugerundersøgelser, undervisningsmiljøvurdering, børnemiljøvurdering mv.

Kan du svare ja til dette, er det relevant at gå videre i analysen for at sikre, at de metoder, der anvendes, giver borgere med handicap mulighed for at deltage.

Du kan læse mere om metoder til at sikre, at borgere med handicap kan deltage i nærdemokratiet i Værktøjet til politikformuleringsprocesser her >>

Du kan læse mere om, hvordan du gør arrangementer tilgængelige, så borgere med handicap har mulighed for at deltage i Værktøjet til planlægning af arrangementer her >>

Social tilgængelighed

Er der aktiviteter eller andre forhold i sagen, hvor ikke-handicappede møder mennesker med handicap ansigt til ansigt?

Det kan være:

  • Personlig kontakt mellem offentligt ansatte og brugere af det offentlige system på f.eks. biblioteker, i borgerservice, jobcentret, kulturhuse, krisecentre, daginstitutioner, skoler, fritidsklubber mv.

  • Kulturelle og sportslige aktiviteter arrangeret af kommunen eller med tilskud fra kommunen.

  • Personlig kontakt mellem politikere og borgere i kommunen ved f.eks. borgermøder, dialogmøder mv.

          Kan du svare ja til dette, er det relevant at gå videre i analysen for at sikre, at ikke-handicappede borgere møder borgere med handicap på en ligeværdig og respektfuld måde.

          Du kan læse mere om, hvordan du sikrer god kommunikation med mennesker med handicap i Værktøjet til det gode møde her >>

          Det er ligeledes vigtigt, at sociale arrangementer er fysisk tilgængelige, således at borgere med handicap kan deltage.

          Læs mere om planlægning af tilgængelige arrangementer i Værktøjet til planlægning af arrangementer her >>

           

          Links